tirsdag den 24. juli 2012

Min første hjelm

Jeg kastede mig efter blogindlægget her ud i at sy en ny hue til Asta. Jeg har taget udgangspunkt i Elsebeth Gynther's hjelm, men rettet mønstret lidt til.

Jeg er blevet meget godt tilfreds - og synes især at farverne er gode sammen.

Indvendigt er foret med samme mørklilla babyfløjl, som er brugt på siderne udvendigt. Astas navnemærke er i nakken.

Jeg skylder Line en tak for den fine afslutning af kantebåndet, som også er her i nakken. Hun viser nemlig her, hvordan det skal gøres. Tak for det!


Jeg synes at Grazielas bladstof er rigtigt fint til huen her og heldigt at det lige passede med et helt blad i panden og nakken... Det er den slags detaljer jeg godt kan lide. Det vævede bånd med ugler har jeg i to størrelser og det kunne også lige presses ind...

Jeg kan fornemme at jeg har en forkærlighed for zig zag-lidse i guld og sølv. Er der nogen der ved, hvor det købes i god kvalitet - og også gerne til en fin pris?

Huen er desværre ikke i det største, men faktisk gør det ikke så meget. Det føles bare godt at have fået lavet den og så kan jeg jo altid lave en større. Hun kan da lige nå at bruge den et par uger...

lørdag den 21. juli 2012

Ny og gammel yndlingshue



Astas yndlingshue med det fine sommerfuglebroderi er desværre snart for lille. Den har været flittigt brugt og nydt. Billedet herover er fra april.



Nu har den imidlertid fundet en afløser i elefanthuen, men den er desværre for stor endnu. Men mit gæt er at den passer fint næste vinter.



Huerne er lavet af to af de dygtigste bloggere i mine øjne. Den med sommerfuglene har min veninde Lisbeth lavet. Og den med elefanterne er lavet af Ulla. I sin tid beundrede jeg Ullas elefantkollektion her og for nylig var jeg heldig at Vibeke solgte den hun havde købt i sin tid.

Jeg elsker de fine små detaljer på begge huer og har mere end nogensinde lyst at kaste mig ud i kunsten at sy huer. Stof og idéer har jeg nok af, så det er nok bare om at kaste sig ud i det... Jeg kan jo passende sy en hue, som kan bruges her når sommerfuglehuen er for lille og indtil elefanthuen passer.

Hav en dejlig dag!

onsdag den 18. juli 2012

Evighedsprojekt færdigt!

Langt om længe er jeg blevet færdigt med mit sengetæppe til vores egen seng, som har været længe undervejs - over to år faktisk. I starten samlede jeg stoffer sammen, siden ville jeg øve mig lidt på mindre tæpper før det store tæppe skulle syes og til sidst - ja, så blev jeg vist træt af bare at have det liggende. Så nu er vores sengetæppe endelig færdigt!


Og så et glimt af soveværelset - nu med både sengetæppe og lampe.



Stofferne er samlet over lang tid, men de fleste er blandt de første jeg samlede. Der er ikke mange nyerhvervede stoffer i blandt. De fleste af lapperne har da også ligget klar i evigheder.

Mens jeg fotograferede tæppet fjollede Asta i tremmesengen.

En af dagene skal i se den anden side af tæppet - den er nemlig også lavet til at bruge og fortjener sit eget indlæg, synes jeg.

Hav en dejlig dag!

fredag den 13. juli 2012

Dukkebørn til omgangskredsen

Blandt de gaver Stinus havde med til Danmark var disse små dukkebørn til venner og families børn - altså borset fra den lyslilla, som er Astas og som hun fik til sin fødselsdag.

Jeg har lært at lave dukker på Lisbeths dukkekurser og siden improviseret. Når man først har lært de basale teknikker kan fantasien jo få frit løb...










Jeg synes at det er utroligt fascinerende at hver enkelt dukke får sit helt eget udtryk og alligevel synes jeg godt at man kan se at de er i familie.


Jeg måtte også lige have et familieportræt af alle de dukker jeg havde lavet inden fire af de mindste skulle bortadopteres.

De tre største er lavet på kurser hos Lisbeth. Thore og Asta har hver en og derudover har Asta den turkise kanindukke og nu altså også en lille puttedukke.





Et enkelt lille dukkebarn blev her i New Zealand og nåede ikke med på familieportrættet, da hun først blev gjort færdig efter de andre var rejst.

Inspirationen til at skrive på billederne har jeg fra Ulla. Det synes jeg er meget sjovt til mange ting.

Ønsker Jer en dejlig dag!

torsdag den 12. juli 2012

Nye lamper og et lille ophæng

Blandt nyerhvervelserne, som er kommet hele vejen fra Danmark, er også et par lamper og et fint lille ophæng...

Jeg har haft svært ved at finde lamper jeg kunne lide hernede.


Det bedste er lampen her, som dog fyldte en del i bagagen. Jeg synes den er festlig og lidt fjollet, og sådan en ting, som gør mig (ekstra) glad at have hængende, når mine øjne falder på den. Planen er at den skal hænge over spisebordet.

Efter indkøbet af den orange lampe her kunne de andre lamper ikke så godt tillade sig hverken at fylde eller koste for meget. Det blev derfor rispapirslamper...


Den med pink kløvere bor på soveværelset. Det lille træophæng synes jeg passer perfekt her.

På Thores kommende soveværelse hænger en skærm med blå kløvere og på legeværelset én med brune kløvere.

Jeg synes at rispapirslamperne er en okay løsning på vores lampeproblem, men glæder mig også over at have købt en rigtig lampe...

onsdag den 11. juli 2012

Midvinter

Det er så vildt for en nordbo at opleve den New Zealandske vinter. Vi har haft et par dage med sne - noget som er meget usædvanligt her og medfører at alt er snelukket, hvilket jo er meget rart, når man gerne vil lege med børnene i haven. Men udover et par dages sne og enkelte gråvejrsdage hist og her skinner solen stort set hver dag og temperaturerne inviterer til at komme udendørs.



Billederne her er fra i forgårs, hvor vi nød en stund i haven. Stinus har nemlig holdt nogle fri indtil nu ovenpå rejsen til Europa. Som I kan se har vi glæde af begge parasoller.

Thore nyder at tage Duplo-klodserne med i haven og bygge. Her viser han også sit seneste fund, blokfløjten, frem. Han var nemlig med mig en smut i de lokale genbrugsforretninger den dag. Det synes han er sjovt og som regel får han lov at få en ting eller to.

Jeg nød også nogle af mine køb, som Stinus havde medbragt fra Danmark - det nyeste mumikrus til samlingen og en Cathrineholm-skål. Jeg har udover denne skål en anden, som kan ses her og en gryde, som kan ses her. Nu synes jeg bare at jeg mangler nogle skåle med det store mønster, som er farvede med hvide lotusblade. Hvis nogen ser sådan nogle i fin stand, er de meget velkomne til at skrive.

Hav en dejlig dag! Jeg håber at den danske sommer kan måle sig med den New Zealandske vinter ;)

mandag den 9. juli 2012

Komplet Kronjyden-samling

Med Stinus kom fra Danmark også nogle Kronjyden-krukker.



Krukkerne er blandt de mere sjældne - bortset fra den store gule The-krukke - og prisen var da også derefter. Men jeg synes at det er det værd. Her på den anden side af jorden falder jeg jo næppe over dem til ingen penge.

Min samling startede med seks krukker, som jeg nærmest fik forærende. De kostede mig bare 250 kr. for alle seks! Dem kan du se her.






Det er skønt, efter at have jagtet krukkerne i lang tid, endelig at have en samling, som jeg regner for komplet - indtil videre i hvert fald. For falder jeg over strødåserne og flaskerne med teakpropper, bliver jeg måske nødt til at have dem også... Og ved nærmere eftertanke kunne jeg faktisk også godt bruge en sort Kaffe-dåse... Man er vel samler ;)



Krukkerne bruges til det de er tiltænkt og står på en bakke i køkkenet, hvorunder der er lærertyggegummiallerinderst på køkkenbordet og med de krukker, der ikke er plads til på bakken ved siden af.

Her i Christchurch, hvor der jævnligt er jordskælv, skal de ikke op på hylder og pynte. Det må vente til vi er tilbage i Danmark. Da vi lige var flyttet herned stod de i en vindueskarm i den midlertidige bolig vi fik stillet til rådighed af universitetet, hvor Stinus arbejder. Det kan du se her. De havde lærertyggegummi under hver enkelt krukke i tilfælde af et kraftigt skælv, men når man bruger dem, er det ikke så praktisk...

Lige en ekstra tak til Helle, som gav mig den grønne Carry-krukke i bytte for noget retrostof :)

lørdag den 7. juli 2012

Den flotteste bamse

Som nævnt har jeg fået en masse ting med fra Danmark. Noget af det allerbedste er bamsen her, som nu er Astas.

Det er Karen Elisabeth, der har hæklet den smukke bamse, som du også kan se her. Vi har lavet en byttehandel, hvor hun har fået en stor pakke med retrostof. Jeg har selv valgt farverne og sendt uld og glasøjne til hende. Jeg syntes nemlig at den skønne bamse skulle stoppes med uld. Udover at det er rart og varmt at putte med den nu, synes jeg at ulden giver en tyngde jeg godt kan lide - ligesom de bamser man havde i gamle dage...


Jeg syntes også at glasøjne er ekstra lækre. Jeg havde fejlvurderet størrelsen en smule, så de er lidt større end jeg havde forestillet mig, men ser jo ganske søde ud sådan også. Og jeg husker at jeg som barn elskede store mørke øjne, så mon ikke også Asta vil gøre det?

Jeg har flere gange taget mig selv i lige at skulle beundre det helt utroligt flotte arbejde igen. Detaljerne er så smukke og jeg er fuld af respekt over det flotte håndarbejde!

Også modtageren elsker sin nye bamse og har haft den med på sine bittesmå gåture. Tusind tak for byttehandlen, Karen Elisabeth!

I øvrigt kan hun alligevel passe den lækre ugletrøje, som jeg skrev om her forleden. Nogle gange er det en god idé at prøve det tøj, som man tror er større. Det havde jo været helt forfærdeligt ærgerligt at begynde at bruge den skønne trøje for sent.

fredag den 6. juli 2012

Fuldt hus

Så er manden hjemme igen og vi har haft en hyggelig dag på trods af at han har været noget kvæstet grundet jetlag.

Noget jeg havde set frem til var at pakke bagagen ud. Her var nemlig masser af de allerbedste gaver - dem fra mig selv ;) Jeg synes at vi manglede lidt sager hernede, så jeg gav mig selv lov at købe stort ind... Jeg viser nogle af tingene frem den næste tid. Det på billedet er nemlig kun en brøkdel.

Der var også min del af flere lækre byttehandler, som jeg også viser frem - og gaver fra familien. Herligt!

Hav en skøn dag - jeg vil tilbage til familien :)

torsdag den 5. juli 2012

Babytæppe

Der har været overraskende meget tid til kreativitet i de to uger jeg har været alene med børnene. Det er nemlig noget jeg har prioriteret ret højt for ikke at føle at alt gik op i børn og praktiske ting.

Udover nålepuden og selen til højstolen har jeg blandt andet fået lavet to lidt forsinkede barselsgaver færdige til vores New Zealandske vennepars datter, som er godt et halvt år. Bedre sent end aldrig er en talemåde jeg godt kan lide ;)



Den ene af gaverne er dette tæppe, som jeg har klippet lapperne til for efterhånden længe siden. Alle de babytæpper jeg har lavet (hvoraf jeg vist har glemt at vise et enkel eller to på bloggen) har enkelte eller flere børnemotiver - det synes jeg er hyggeligt, når børnene bliver så store at de genkender dem.




To af stofferne har min veninde selv købt til mig, så jeg syntes at det var sjovt at kunne bruge dem i tæppet til hendes datter. Det er det hvide med orange blomster, som også er på bagsiden, og det hvide med små lyserøde blomster.




I fuld størrelse ser tæppet sådan her ud. Jeg har indtil videre lavet alle mine babytæpper kvadratiske. Jeg bruger som regel bare et enkelt lag hvidt bomuldsstof imellem de to lag - medmindre det skal bruges til kravlegård eller legetæppe på gulvet, hvor fleece egner sig rigtigt godt. Det gør at det egner sig bedre som et tæppe man putter om den lille synes jeg - fordi det falder bedre. Og så får det lige lidt mere tyngde med laget i midten.

Den anden barselsgave jeg har lavet, viser jeg en af de nærmeste dage. Og faktisk har jeg også nået en stor del af et femte projekt, som jeg snart viser frem... Jeg kan mærke at det føles godt at strege ud på den kreative to do-liste. Jeg trænger til at få afsluttet nogle projekter, så der kan komme nye til.

Her nærmer vi os nu aften og jeg glæder mig til at sludre med en god veninde den sidste aften inden Stinus i morgen formiddag kommer hjem.

Godmorgen!

onsdag den 4. juli 2012

Et lille skridt for et menneske...

... og så alligevel ikke. Asta tog i går sit allerførste skridt uden at holde ved noget og i dag tog hun flere sammenhængende. Det er stort det med det første skridt. Pludselig bliver baby til tumling og de kommer ligesom mere til at ligne os andre, når de er på to ben. Hun er dog hurtigkravler, så det tager nok lidt tid før hun foretrækker at gå...

Jeg havde gået og drillet Stinus lidt med at han nok gik glip af de første skridt, når han rejste til Europa i to uger og det gjorde han så også. I den alder sker der meget på to uger.



Nu er der kun to dage til Stinus kommer hjem igen og jeg synes at det er gået over al forventning at være alene hjemme med ungerne. Det har selvfølgelig været hårdt ind imellem, men først og fremmest hyggeligt at finde en rutine med børnene selv. Men nu savner vi også at få manden i huset hjem. Og jeg er spændt på at pakke hans bagage ud. Der er nemlig en masse skønne loppefund eller hvad det hedder, når man har købt det over nettet og ikke selv har gået og spottet det mellem alskens ragelse... Og der er også flere skønne byttehandler med andre bloggere på vej. Spændende!

Billederne her er fra forleden aften, hvor jeg puttede ungerne. Det er så herligt at se dem have så meget glæde af hinanden! Nu vil jeg snart slutte mig til dem, da det nærmer sig sengetid på denne side af kloden.

søndag den 1. juli 2012

Hjemmelavet sele til højstol

Jeg synes at alderen omkring de et til halvandet år er den mest udfordrende overhovedet - i hvert fald indtil videre. Jeg husker også denne periode som lidt af en udfordring med Thore. De små er overalt og har ingen idé om at passe på sig selv. Det er naturligvis samtidig en rigtigt spændende alder, hvor jeg synes at man lærer sit barn rigtigt at kende og ser dets personlighed meget tydeligere.

Ikke mindst i den her tid, hvor jeg er alene hjemme har måltiderne været lidt stressede til tider. Asta rejser sig fra højstolen og sidder enten på ryglænet (!) eller kravler op på spisebordet på ét sekund. Af samme grund tør jeg slet ikke have gryder og lignende på bordet for de små arme kan virkeligt blive lange... Det har selvsagt betydet at man skulle være over hende konstant, hvilket er lidt stressende.



Jeg fandt så ud af at der findes seler til højstole. Det har jeg aldrig tænkt over - for selvom vi selvfølgelig skulle være opmærksomme med Thore, har han ikke haft samme idé om at kravle ud af stolen. Og med et barn er det nemmere hele tiden at være der.

Selerne man kan købe, synes jeg både er grimme og relativt dyre, så jeg overvejede om ikke man kunne lave én selv. I forvejen har jeg lavet det bånd, der går imellem benene af vintagebånd. I enden af det har jeg puttet en lille sten, som gør at det sidder som det skal.

Selen jeg nu har lavet i samme vintagebånd med kløvere og mariehøns er for en sikkerheds skyld lavet i en bestemt størrelse med faste mål og kan altså ikke justeres - så er jeg helt sikker på at ingenting kan give sig. Syningerne har jeg selvfølgelig lavet ekstra stærke. Og så har jeg skelet til de seler man kan købe for at finde ud af, hvordan det var smartest og sikrest.

Noget af det vigtigste er naturligvis at den ikke er for stor, så barnet kan komme halvt op eller vikle sig ud. Derudover skal spændet foran være nemt at åbne for en voksen, men ikke for et barn. Det skal være hurtigt at få barnet ud af selen, hvis den lille skulle få noget galt i halsen.

Jeg er meget tilfreds med resultatet og den eneste ulempe er at jeg ikke kan tage selen af og vaske den. Jeg havde ikke lige flere spænder, men havde jeg haft det, kunne det sagtens ordnes, så det var muligt. Nu må jeg i gang med opsprætter, nål og tråd, hvis det bliver nødvendigt...

Den er så meget finere end nogen anden sele jeg har set - og minder mig lidt om selerne på tyrolerbukser.

Jeg elsker når selv praktiske hverdagsting er smukke!
 
Related Posts with Thumbnails