torsdag den 28. juni 2012

Sovende barn og alene hjemme

Et sovende barn er generelt et skønt syn, men bestemt ikke mindre, når man er alene hjemme med ungerne.


Stinus er i Europa i to uger og vi er nu halvvejs gennem den periode. Thore er i dag i børnehave for sidste gang i den tid, så er der skoleferie hernede. Men på trods af at man er meget på, når man er hjemme med to børn - ikke mindst med et barn på Astas alder, synes jeg at det går over al forventning. Jeg tror virkelig det handler om at koncentrere sig mindre om opvasken og mere om børnene og ens eget overskud. Nu hvor Asta sover, hygger jeg mig med computertid og kaffe og snart lidt krea, hvis hun altså ikke vågner inden jeg når dertil...

Jeg tror at hvis jeg brugte de små pauser til rent praktiske ting, ville det blive lidt for surt at være alene hjemme med børnene. Og man skulle jo gerne smile når de vågner igen...

Er der andre, der vil dele deres erfaringer omkring at være alene hjemme (eller alene i det hele taget) med børn? Det kunne være sjovt at høre, hvad der fungerer for andre.

onsdag den 27. juni 2012

Personlig påklædningsdukke

Asta fik den fineste personlige gave med posten fra min veninde Ina.

En personlig påklædningsdukke synes jeg er en fantastisk idé! Jeg synes endda at den ligner Asta ret godt.



Og dukken har selvfølgelig noget af Astas tøj med. Her er vesten fra Charlotte.





Og Astas hjemmesko.

Sidst men ikke mindst har dukken også sin uglestriktrøje med - som dem Ina har strikket til Asta. Den første af slagsen kan ses i indlægget her. Den på billedet er en større model, som Asta ikke passer endnu, men som ligger klar og venter...

Planen er at kopiere dukken og tøjet, samt klistre dukken på pap. Så kan begge børn hygge sig med at farvelægge den og tøjet og jeg tror også at jeg vil prøve ;)

Tusind tak Ina!

tirsdag den 26. juni 2012

Nålepude

I dag fik jeg lavet et lille kreaprojekt af den slags, hvor der er meget kort fra tanke til færdigt resultat.

Et fint gammelt svanebroderi er blevet til min nye nålepude. Først nænnede jeg næsten ikke at skulle stikke nåle i det smukke gamle broderi, men så besluttede jeg mig for at jeg næppe ville kunne bruge det på en måde, hvor jeg ville nyde det mere.

Bagsiden er et fint småblomstret stykke retrostof, som desværre er noget tyndslidt, men til dette projekt gjorde det ikke så meget. Jeg har lagt et stykke hvidt bomuldsstof under det før jeg syede for- og bagsiden sammen for at undgå det lidt gennemsigtige udseende det ellers får. Puden er fyldt med uld for at være lidt ekstra lækker. Da jeg sad med den lille pude efter at have syet den, tænkte jeg at den også ville have været helt sød som en lille pyntepude i dukkesengen.

Stoffet under nålepuden er et af mine nyeste sengetøjsfund og det nænner jeg ikke at lade se en saks. Synes ikke at farverne er dem man ser mest, og så er de nogle af mine yndlingsfarver.

God dag!

søndag den 24. juni 2012

De første sko

Så har Asta fået sine første sko på trods af at de kloge vist siger at man skal vente til barnet kan gå selv. Men mon ikke det går med en tur i sandkassen ind imellem? Sådan én har vi nemlig også fået.

Jeg køber altid sko fra Danmark trods afstanden, da jeg synes at både kvalitet og design er lækrere end det jeg indtil videre har kunnet finde hernede. Da jeg viste Astas nye sko frem på vores lukkede familieblog, blev både min søster og mor overraskede over sølvskoene. Falder de virkelig så meget uden for hvad der normalt er min stil? Det synes jeg jo ikke selv ;)

Den fine baggrund er i øvrigt husets oprindelige køkkenbord. De gamle køkken står stort set som for omtrent 60 år siden, men desværre er det i mellemtiden blevet degraderet til vaskerum, hvilket jo er superærgerligt! Til gengæld har man så valgt at sætte et skønt bordeaux laminatkøkken med koksgrå laminatbordplade i bedste 90'er-stil ind i stedet. Hvad sker der for det? Det er jo bare alt for grimt! Men det er så en af de der ting man må leve med, når man bor til leje. Jeg må vise det frem ved lejlighed på trods af at det ikke er husets kønneste rum, men strategien er at fylde det med ting, jeg synes er smukke og så håbe at det til sidst er så fyldt at selve køkkenet ikke ses ;)



I får også lige et billede af Asta i sandkassen i sine nye sølvsko. Det er så lækkert at have fået en sandkasse igen og begge børn nyder at lege der.

Hav en skøn dag!

torsdag den 21. juni 2012

Stress...

Jeg var da lige ved at få stress - altså ikke i patologisk forstand - over min deadline, da Stinus i morges forlod hjemmet. Nu drager han mod Europa for først at gæste en konference i forbindelse med sit arbejde i Irland og siden forbi Danmark og hilse på venner og familie.

Et glimt af det stofrod jeg efterlod mig efter at have klippet de sidste stofpakker


Med sig på rejsen har han en masse stofpakker, som holdt mig beskæftiget til sidste øjeblik og gaver til nogle af vores dejlige venner - eller for størstedelens vedkommende til deres børn... Blandt andet er det blevet til et par forsinkede og hjemmelavede barselsgaver. Dem viser jeg frem, når modtagerne har fået dem. De skulle jo nødigt læse med her og se dem for tidligt...

Tidsoptimistisk som jeg er, troede jeg også at jeg lige kunne nå at lave nogle fine kort til venner og familie i stil med dem, som kan ses i indlægget her, men det blev ikke til noget. Øv! Heldigvis kan den slags jo godt sendes med posten, så det må være planen at tage sig tid til mere af den slags. Faktisk kan jeg ret godt lide at tegne, men har ikke gjort ret meget ved det i meget lang tid.

De næste fjorten dage er jeg så alene hjemme med børnene. Det er første gang at vi er alene i så lang tid. Jeg er ganske optimistisk omkring det og synes selv at jeg er god til at være alene. Jeg er spændt på om vi finder os en god rytme og der bliver tid til at hygge med blog og krea eller om det er ren overlevelse...

Hav en god dag!

mandag den 11. juni 2012

Næsten det samme...

For lang tid siden lavede jeg indlægget her, hvor jeg viste et af mine yndlingsstoffer i forskellige farvekombinationer frem. Siden har jeg set og nydt en masse fine indlæg rundt omkring på blogs med samme idé. Det er sjovt som det samme motiv ændrer udtryk, når farverne er nogle andre...

I samlingen har jeg mange stoffer, der går igen i forskellige farvekombinationer. Ind imellem går der helt samler i den, som fx. med elefantstoffet og jeg eje de forskellige kombinationer.



I dag fik jeg det skønneste børnesengetøj ind ad døren, som næsten er det samme som noget andet stof jeg i forvejen havde. Det gule og orange til venstre var det jeg havde i forvejen og det brune og gule til højre er det nye.

Ved første øjekast er det kun farverne, der adskiller de to stoffer, men så alligevel ikke. De fleste af motiverne på de to stoffer går igen, men med små forskelle i tegningerne...







Endelig er der også nogle motiver, som ikke går igen på de to stoffer...


Jeg synes at der er lidt "Totte" og "Lotte" over disse stoffer og er vild med at der er så mange forskellige motiver. Og så er jeg vil med mange af børnenes udtryk, løven og hjorten.

Hvilket af stofferne kan du bedst lide? Og er der mon nogen, som har andre farvekombinationer af et af disse stoffer eller en helt tredje variant?

søndag den 10. juni 2012

Endnu en parasol

Jeg har tidligere vist den fine brune og orange retroparasol på vores terrasse frem her.

På lørdagens loppemarked fandt jeg endnu én storblomstret skønhed.

Jeg er helt vild med de stærke farver og de fine blomster.

Også når man sidder under den, kan det fine mønster nydes. Så er det jo heldigt at den New Zealandske vinter byder på mange solrige stunder.

Når vi skal have hele to parasoller er det ikke kun samlergenet, der udfolder sig. Udover at denne anden parasol blev min for kun omkring 25 kr., hvilket jo i sig selv er grund nok til ikke at lade den stå, skal den ene parasol bruges ved sandkassen, som vi netop har bestilt.

I øvrigt har jeg et blogindlæg eller to om vejret hernede på vej. Det er nemlig meget anderledes end det vi er vant til fra Danmark.

Ønsker Jer en god søndag! Her nærmer vi os aften og skal snart Skype med gode venner fra Danmark. Det er altid et højdepunkt.

onsdag den 6. juni 2012

Asta 1 år

I går på Grundlovsdag fyldte Asta 1 år og blev fejret herhjemme, hvor vi alle holdt fri.


Der var både kommet pakker og kort fra Danmark, som vi hyggede os med efter morgenmaden.

Thore nød at hjælpe med at pakke gaverne ud...

... og kigge på kortene.

Af os fik yngstebarnet denne store regnbue, som kan stables og leges med på alle mulige andre måder.

Thore var straks efter i gang.

Asta legede med med den lille strikkede kat, jeg for nyligt fandt i en genbrugsforretning. Den har siden fået klokke og sløjfe om halsen.


Her kan i øvrigt også ses endnu et fint loppefund gjort af en af mine nye veninder her i New Zealand. Vattæppet fandt hun nemlig kort efter at hun havde fundet et andet fint fund til mig, som kan ses her. Behøver jeg at skrive, at jeg næsten ikke troede mine egne øjne, da hun kom med det til mig? fantastisk!

På billedet kan I også se den anden gave vi gav Asta - nemlig den lille lilla dukke.

Dukken har jeg lavet til hende. Den er lidt i stil med dem, jeg tidligere har lavet på Lisbeths kurser, men er mindre og mere simpel. Når først man har lært de grundliggende teknikker kan de jo varieres på mange måder.

Der blev også gået en lille tur rundt i huset. Det holder Asta meget af for tiden. Ellers kravler hun rundt.

I får også lige et sidste billede fra selve dagen af fødselsdagsbarnet.

Det var anderledes at holde fødselsdagsfest uden at have familien med, men ligesom vi plejer at invitere et par gode venner, gjorde vi netop det i søndags, hvor to vennepar med børn kom og fejrede Asta. Det var en rigtigt hyggelig dag og Asta fik sunget fødselsdagssang på både dansk, svensk og engelsk - meget priviligeret!

Traditionen tro skulle der selvfølgelig være lagkage. Ligesom den jeg lavede, da Thore blev 1 år, var denne lyseblå med stjerner på og havde flødeskum som skyer. Denne fik dog også lige et strejf lyserødt...

Fairy cakes må der også til. Det har i mange år været en fast tradition til mine og nu også børnenes fødselsdage, at der skal være pastelfarvede cupcakes. De plejer at se nogenlunde sådan her ud. Disse har lidt mere kulør end sædvanligt og er lidt mere simpelt pyntet, men tiden tillod ikke at jeg brugte timer på det og især de færdigkøbte sølvsukkerkugler skal helst først på samme dag, som de skal spises.


Der var naturligvis pyntet med danske flag og selv fødselsdagsbarnet var iklædt de danske farver.


Kjolen er et vintagefund fra nettet, som jeg tidligere har vist her.

Asta fik to gaver, som stod på ønskelisten...

... men det var det samme de to par var kommet med. Nemlig den klassiske New Zealandske trækbi Buzzy Bee. Heldigvis kunne de byttes, så det bliver den ene. Bien er sød og klassisk og så synes jeg det er lidt hyggeligt at den er Kiwiana.

Det var en rigtigt dejlig dag og jeg synes at vi er heldige at have lært så søde mennesker at kende.
 
Related Posts with Thumbnails