lørdag den 31. marts 2012

Velkommen udenfor: Terrassen


Terassen er nu klar til sensommerens solrige stunder med parasollen, som ankom i dag. Det er som om sommeren aldrig slutter her i New Zealand. Fantastisk! Faktisk er solen så kraftig at vi helst holder os selv og børnene indenfor midt på dagen og ellers dækker os godt og grundigt med solcreme og solhatte.



Efter sigende skulle vinteren her også byde på sol og varme midt på dagen - hvilket jo er en fin trøst, når vi skal forberede os på iskolde morgener og aftener på grund af den dårlige isolering...

Hav en fin dag!

fredag den 30. marts 2012

Efterlysning: Quips


Da jeg forleden så Malenes seneste genbrugsfund var det ren nostalgi. Jeg havde fuldstændig glemt et af min barndoms mest elskede spil. Jeg elskede at fylde billederne ud med de farvede træbrikker.


Så nu må jeg se om jeg kan finde spillet. Hvis der er nogen derude, som kan hjælpe vil jeg meget gerne købe det.

Tak til Malene for lån af billederne!

torsdag den 29. marts 2012

En enkelt vase

Rundt omkring har jeg set de smukke gamle Eslau-vaser, og er gået og blevet lidt småforelsket, så da jeg faldt over en af slagsen, måtte jeg eje den.

Selvom jeg ikke spår, at det er starten på en større samling, nyder jeg min fine lille vase med roser fra haven.


I aften skal der hækles, så Astas hjemmesko snart kan blive færdige...

lørdag den 24. marts 2012

Årets fund

Jeg har fundet noget, som jeg er lige ved at tro må være årets fund. Med mit forbrug af loppefund siger det faktisk noget - selvom det kun er marts måned...

Det skønne stof her er nemlig den sødeste børnesovepose, jeg nogensinde har set.

Den kan - som alle gode soveposer fra 70'erne - lynes op, så den bliver til et tæppe.

Thore er allerede flyttet ind i den - og hygger her med at finde Holger.

Er der mon andre, der har nogle fine soveposer i gemmerne?

fredag den 23. marts 2012

Hækling på terrassen

Idag blev der tid til en stille stund på terrassen med en kage fra kreahygge i går og fortsættelse af projektet med hjemmesko til Asta.

Som I kan se er det nogle uldne sager, der skal varme hendes små fødder på de kolde dage. Den første sko er færdig, så snart håber jeg at kunne vise det endelige resultat.



Anna spurgte i går til hvem den omtalte kreaklub består af. De to af kvinderne er gift med mænd, som Stinus (min mand) arbejder sammen med på universitetet. En arbejder også på universitetet og den sidste er hendes veninde. Gruppen er ret international med både New Zealand, Sverige og Tyskland repræsenteret omkring bordet.

Gruppen er kun lige i opstartsfasen, så det er spændende, hvor mange vi ender med at være og hvad folk finder på at lave. Indtil videre har der været gang i hæklenåle og strikkepinde.

I øvrigt har jeg netop gjort hvad jeg næsten vil tro er årets fund - i hvert fald i mine øjne. Det viser jeg i morgen.

God dag!

torsdag den 22. marts 2012

Flere børnegardiner

Forleden viste jeg dette skønne børnegardin på legeværelset, som har fået lov at overleve i hel stand. Desværre er der kun et enkelt fag, men det er vist den slags, man dårligt kan tillade sig at klage over, når man finder noget så skønt...


Siden har jeg fundet et andet børnegardin, som også får lov at forblive som det er. Her er der hele tre fag samt et stort stykke stof - nok til at lave både et fjerde fag og lidt til.

De to fag hænger allerede i det, som med tiden skal blive Thores soveværelse og på sigt også Astas (når hun sover igennem). Det er meget farvestrålende og motiverne er relativt store, men jeg synes at det er helt perfekt og så fylder det dejligt meget i et rum, hvor man ikke kan tapetsere og hvor der er få møbler.

Udover at vi skal have fat i en seng til Thore, har jeg købt et fint lille skrivebord samt en stol dertil, som I kan se ved lejlighed. Det kræver lige en kærlig hånd og lidt maling. Indtil videre hælder jeg til at begge dele bliver gult.

Ønsker Jer en dejlig dag! Her nærmer vi os aften og denne aften er særlig for mig fordi torsdag fremover er kreaaften, hvor vi er nogle kvinder som mødes. Herligt! Jeg skal arbejde videre på Astas hjemmesko, som bliver vist frem på bloggen snarest.

mandag den 19. marts 2012

Nyt fodtøj

For nyligt besøgte vi for første gang en New Zealandsk børneskoforretning og selvom det efter sigende skulle være en af de bedre, var udvalget mildt sagt skuffende til en dreng med bredde fødder. De havde ét par sko, som endda ikke sad specielt godt. Jeg besluttede derfor at købe fra Danmark i stedet og i går kom posten med børnesko til et godt stykke tid.



Som et forsøg købte vi disse sneakers fra Arauto Rap. Jeg var i tvivl om de ville være brede nok til Thore, men det er de heldigvis.



Vi plejer at sværge til Angulus' brede modeller, som passer Thores fod perfekt - som de nye ovenfor. Men det er rart at der er lidt mere at vælge imellem nu.

Også til Asta blev der indkøbt et par sko fra Arauto Rap, som med lidt held passer hende om nogle måneder, når hun begynder at gå. Det uldne foer er helt perfekt her til vinteren, som nærmer sig i New Zealand.

Gummistøvler må der også til og her sværger jeg til Bundgaard, der udover at være brede i faconen er dejligt klassiske at se på.

Vinterstøvler har jeg ikke købt, for efter sigende skulle det ikke blive nødvendigt her i landet.

Hjemmesko har jeg heller ikke købt, for i denne omgang bliver de hjemmelavede. I første omgang skal begge unger have og så må vi se, om tålmodigheden rækker til de voksne også... De bliver selvfølgelig vist frem på bloggen ved lejlighed.

Hav en god dag!

Glimt

Inspireret af Ullas Bits and Pieces, som hun her fortæller om sin inspirationskilde til, vil jeg fremover ind imellem have indlæg, som dette med glimt fra hverdagen her i New Zealand.

Thore på trampolinen




Havens vindruer er ved at være modne




Asta i tremmesengen, som vi har lånt og pyntet med Ole Lukøje hjemmefra





De første New Zealandske julekugler er hjembragt fra loppemarked
Japansk middag hos nye venner (hvor manden er halvt japaner)
Mere japansk middag
Dagens morgenmad
Hav en dejlig dag!

torsdag den 15. marts 2012

Velkommen indenfor: Legeværelset

Alle rum her i huset er i konstant forandring her i huset, hvor vi nu har boet i godt en måned. Der bliver købt og indrettet lidt snart hver dag.

Af de få ting vi tog med herned fra Danmark, udgjorde legetøj og børnebøger en stor del. Alligevel var det kun en lille del af alt det gode legetøj vi har, der kom med. Og noget af det fortryder vi lidt, at vi ikke tog med. Men det vi tog med og de ting vi siden har købt, har hurtigt gjort at værelset føles hjemligt. Muligvis kan vi dog få lidt af det vi synes vi mangler, når Stinus til sommer skal et smut til Danmark i forbindelse med sit arbejde...


Legeværelset ligger lige ved siden af stuen. På den måde er legetøjet altid inden for rækkevidde. Da vi boede i Danmark havde vi, før kravlegården tog dens plads, en legekrog i stuen. Det fungerede også godt, men er overflødigt nu hvor legetøjet er i rummet lige ved siden af stuen.

Som I kan se, må vi her leve med væg-til-væg-tæpper. Det er meget svært at finde huse uden hernede og vi er heldige, at vi trods alt har trægulv i entré, stue, spisekrog og køkken.

Bordet og stolene her minder mig lidt om gamle institutionsmøbler, og jeg synes at de er en okay erstatning for det vi have på Thores gamle værelse, men som det desværre ikke lod sig gøre at transportere herned.

Gardinet var et af mine første fund hernede, og er nu kommet op at hænge. Det passede heldigvis fint her på værelset.

 
Nogle af yndlingstingene er kommet med.

Dukkerne har jeg alle lavet på Lisbeths dukkekurser.

Reolen kom forleden og blev hurtigt fyldt med bøger og legetøj. Vi har allerede sikret reolen med beslag, så den ikke kan vælte i tilfælde af jordskælv. Det er en af de små forholdsregler, man må gøre sig her... Ved siden af beslaget kan I også se en af de revner, som der er mange af i alle huse her som følge af jordskælvene.

Hvad angår jordskælv, havde jeg overvejet at dele et par billeder på bloggen fra midtbyen (hvor vi altså ikke bor), men det føltes på en eller anden måde lidt forkert - som om man udstiller noget, som er privat og følsomt for nogle andre, så det har jeg indtil videre valgt ikke at gøre.


Klaveret er fundet her i New Zealand og kom med posten i går. Thore nyder at spille på det - og lege Sigurd (Barrett).

Jeg kom også lige til at købe en dukkevogn forleden. Den har et par småskavanker, men er stadig så skøn. Der går godt nok lang tid før Asta rigtigt har alderen til en så stor dukkevogn, men heldigvis er den ret stabil, når hun rejser sig op ad den.

I første omgang er en gåvogn nok bedre at gå tur med for Asta. På nettet fandt jeg gåvognen her fuld af klodser, som dem vi i forvejen havde. Den lille vogn er et ældre fund gjort i Danmark. Dejligt med flere af de skønne klodser - så kan vi rigtigt skrive ord.

Den indiske pose indeholder trætogskinner i lange baner bragt med fra Danmark. Det lille bord er klunset hernede. Pudebetrækket med bondegård er det seneste børnestoffund. Ved lejlighed viser jeg lidt flere af de skønne stoffund frem.

Hav en dejlig dag!

onsdag den 14. marts 2012

Fra min barndoms by til den anden side...

Forleden faldt jeg for denne skønne gamle børnekop på Etsy. Den måtte jeg eje. Pudsigt nok befandt den sig i lille Danmark - og af alle steder i den by jeg voksede op, nemlig Viborg.


Koppen har nu fundet vejen herned og ankom i dag.

Jeg er vild med de simple og glade tegninger.

Hav en dejlig dag!

tirsdag den 13. marts 2012

Stadig sommer...

For kort tid siden troede jeg at vi skulle hilse efteråret velkommen, men her i New Zealand er sommeren lang, så de seneste mange dage har vi nydt lidt mere sommer...

Asta nyder at lege med bold på græsplænen og jeg nyder både hende og de fine mælkebøtter, som nok ville få enhver haveentusiast til at se sort...

Thore leger i sin trampolin, som vi for nyligt har købt.

Babybadekarret kan bruges i mangel af soppebassin.



Asta kan endelig passe en af de fine veste fra Charlottes hånd. Kanden er et loppefund og bliver brugt til vand.

Thore "maler" terassen med vand.



Asta hygger med sin far.

Roserne er stadig smukke selvom det er sidst på sæsonen...

Hav en dejlig dag!

søndag den 11. marts 2012

En samling er startet...

I weekenden var jeg på loppemarked og fandt dette skønne porcelæn. Desværre blev det kun til en enkelt kaffekop med tilhørende underkop og kagetallerken, samt et par ekstra underkopper.

Det er så fint, synes jeg, og jeg må helt sikkert på jagt efter mere.

For tiden bliver det slet ikke til så mange indlæg, som jeg kunne ønske mig, men jeg tror at jeg vil prøve at lave et kort lille indlæg hver dag den næste tid, så I kan se hvilke herligheder, jeg har fundet hernede...

søndag den 4. marts 2012

9 måneder

Nu har Asta været omtrent lige længe indeni mig og herude, hvor vi rigtigt kan nyde hende. Det skal da fejres med en lille fotoserie. Billederne her tog jeg på vores telttur inde i teltet, hvorfor farverne er lidt underlige. Men jeg synes at billederne er ret herlige på trods af det...








I øvrigt kommer der snart flere billeder fra teltturen, når jeg lige har fået sorteret lidt i dem...

God dag!
 
Related Posts with Thumbnails