
Bedst af alt er dette fantastiske gardin, som nok får lov at forblive helt og som jeg håber kan komme op at hænge i vores nye hjem, som vi flytter ind i om en uge. Jeg synes det er så skønt - både farver og motiver. Ulla har tidligere vist andre skønne farvekombinationer af stoffet frem her.
Jeg faldt også for disse morsomme og meget overdrevne øreringe. Om de kommer til at blive brugt er jeg lidt i tvivl om, da de er forholdsvis tunge og holdes på med clips, men jeg måtte bare eje dem! Muligvis ender de på en opslagstavle eller i en skål til pynt...
Udover luksusting som smykker og stoffer til samlingen, skal vi også erhverve os stort set alt som skal bruges til et hjem. Vi endte nemlig med kun at tage ganske lidt med herned - dvs. vores flybagage og hvad vi lige kunne sende i nogle få flyttekasser med posten.
En æggedeler er jo en ren nødvendighed (måske ikke), og jeg faldt over denne gedigne sag, der må have levet sine første halvtreds år og derfor nok kan forventes at have et langt og godt liv fremover også. Der er noget lækkert over gamle ting, som bare holder.
Æggedeleren lå i mit skød, da jeg tog billedet her, for jeg syntes at den passede fint til min nederdel ;)
Også en dukkeseng har vi erhvervet os. Det søde tæppe fulgte med. Thores dukke, som er lavet på kursus hos Lisbeth, sidder her og hygger sig. Han har kaldt den Oldemor på trods af at den er en dreng. For nylig havde den fået endnu et navn og hed Oldemor Thore, fordi den ifølge Thore ligner ham. Det er netop en af tankerne med dukkerne, at man laver dem så den ligner barnet der skal have den mest muligt, for at det kan spejle sig i dukken. Oldemor har tøj på fra Stinus' barndomshjem og blusen havde Thore også på som nyfødt. Det er hyggeligt at tænke på...
Ønsker Jer en dejlig dag!





















