onsdag den 31. august 2011

Dukkevogne

For nyligt faldt jeg over denne skønne røde dukkevogn på loppemarked og jeg kunne simpelthen ikke gå forbi den - på trods af at det faktisk er den fjerde af slagsen herhjemme.

Jeg er vild med detaljerne - det fine mønster på siden og de skønne lyseblå hjul. Thore syntes at bogstavklodserne skulle bo i den.

Som sagt manglede vi ikke rigtigt. Således bor de to røde vogne på billedet her under trappen. Den øverste minder meget om den jeg netop har fundet, men er i dårligere stand, hvorfor den nu må videre. Den nederste er en ny model og helt bestemt en del mere holdbar i kvaliteten end de gamle vogne.

Hvis nogen er interesseret i den øverste gamle vogn i collagen herover, kan den afhentes lidt nord for København. Den er godt brugt og har især slid på kalechen og så sidder "styret" ikke ordentlig fast, men min gæt er at det kan fikses af en med hænderne skruet ordentligt på ;) Send en mail, hvis du er interesseret. Adressen står i sidebjælken.

Samlingens perle er denne gamle gule Brio-vogn, som har det skønneste mønster på siden og den fineste gule farve. Den er lidt anderledes end den klassiske røde dukkevogn - og lidt mindre piget. Thore er glad for den - og som I kan se er det biler, den huser.

På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig en fin gammel dukkevogn af den lidt større slags til Asta, hvis hun er til dukker, men indtil videre haster det vist ikke. Jeg tror at bilerne klarer sig med den lille her...

God dag!

Gaver med posten

Jeg har været rigtigt heldig hele to gange på det seneste...

For nyligt vandt jeg den lækreste isvaffel hos Laura, der efterfølgende sendte den sødeste mail, hvor hun spurgte hvilke iskugler jeg kunne lide og om jeg foretrak flødeboller med eller uden kokos ;)

Og i går kom så denne lækre vaffel med posten - med bl.a. pistacie- og chokoladeis. Som en fin detalje er syltetøjet ved at løbe ud af vaflen. Den er så skøn og Thore morede sig straks med at tage indholdet ud af vaflen og op igen.

Også denne skønne stofpose i de flotteste farver er for nyligt landet i postkassen herhjemme. Den er fra Julies hånd og planen er at have skiftetøj og lignende i den til Asta, når vi er på farten :)

Tusind tak til Jer begge for de flotte gaver!

I øvrigt kan jeg annoncere, at jeg selv snart søsætter en give away i anledning af jeg kender én, som er virkeligt dygtig til at tegne...

God dag!

lørdag den 27. august 2011

Krydset

Advarsel: Indholdet i dette blogindlæg er stærkt politisk.

Jeg hører ikke til dem, der mener det er ligegyldigt hvilken regering vi har siddende og som desillusioneret har mistet lysten til at stemme. Nej, jeg glæder mig til at sætte mit kryds nederst på stemmesedlen og håbe på en ny regering. Det er bestemt også min forventning at få en ny regering og jeg vil sidde som en anden fodboldfan og heppe på mit hold foran skærmen på valgaftenen.

Et kryds på rødt

Mest af alt ønsker jeg en ny regering fordi jeg mener at det er vigtigt at værne om det velfærdssamfund, som er bygget op. Som det er nu mener jeg at centrale dele af det er er ved at være så dårlige, at det er under lavmålet. I min hverdag er de manglende hænder i min søns børnehave et af de eksempler, jeg møder hver dag. De faldende normeringer i daginstitutionerne er et enormt problem, som har konsekvenser for både børnenes psykiske, sociale og sidenhen faglige udvikling. De dystre tal, som viser udviklingen kan findes her.

Når man samtidig ved, hvor meget papirarbejde der er for både pædagoger, lærere, forskere og andre ansatte i det offentlige, virker det som om man ikke stoler på, at folk kan administrere deres jobs. Det er spild af tid og ressourcer som tages fra det væsentlige. Problemerne i eksempelvis folkeskolen, mener jeg ikke kan tilskrives lærerne, men derimod blandt andet normeringen og papirnusseriet. Sidstnævnte er som bekendt for en stor dels vedkommende indført af den siddende regering...

Inden dette udvikler sig til en længere fristil om mine politiske holdninger, vil jeg slutte her med ønsket om en ikke alt for beskidt valgkamp.

Ønsker en god weekend til både de røde, blå og lilla derude ;)

tirsdag den 23. august 2011

Nyt gammelt

Jeg er efterhånden langt bagud med at vise alle de fine sager frem som dels er kommet med posten og dels er fundet på loppemarkeder og i genbrugsforretninger den seneste tid. Så nu vil jeg forsøge at indhente det forsømte og vise nogle af herlighederne her på bloggen. Der er jo dejligt, når glæden over et godt fund kan deles.

Samlingen af krydderikrukker fra Kronjyden er blevet udvidet med disse to fine krukker, som nu indeholder henholdsvis Nescafé og kakaopulver. Jeg elsker når gamle krukker og dåser indeholder det de er tiltænkt. Skulle nogen derude have en krukke eller to til overs eller falde over dem i en forretning i Storkøbenhavn, må I godt smide en mail, så vil jeg blive rigtigt glad.

Lidt Wiinblad er det også blevet til. Øverst er det en lille fin skål tiltænkt en ske med Harlekin og Columbine. Nederst en månedsplatte i den usædvanlige farvekombination af sort og guld. Den ser lidt støvet ud, fordi jeg har salt- og peberkværnen stående på den. Kender noget til disse sorte platter?

I søndags fandt jeg disse to farvestrålende bakker på et loppemarked. Jeg er særligt vild med den orange.

Dette fantastisk lækre håndklæde fik jeg for nogen tid siden med posten fra denne blogger. Tusind tak, Camille! Hvis ikke du kender den, må du slå et smut forbi Camilles blog, der er helt sin egen og har masser at byde på af indretning, loppefund og kreativitet.

Et af mine mere underlige fund er denne lille mappe, som er til singleplader. Og selvom jeg nogle gange føler, at jeg samler på alt, så gælder det altså ikke sådan nogle. Hvad den så skal bruges til er endnu uvist. Jeg kunne bare ikke gå forbi den! Den er desværre ikke så god at samle ting i, som skal være tilgængelige, da plastlommerne i den åbnes i siden. Jeg overvejer at klippe en masse stykker pap ud i rette format og lade Thore tegne på dem og efterhånden fylde den farvestrålende mappe med hans små kunstværker.

Dåsen her er et netfund, jeg måtte have med og det samme gælder det sidste fund I får med i dag...

... og her taler jeg ikke om min søde datter ;) Tæppet hun ligger på kom med posten forleden. Udover at jeg absolut elsker den friske grønne farve, der kan bringe sommer ind i ethvert vintertrist hjem, er de fine svungne stængler og blomsterne lige mig. Det er lidt en sammensmeltning af art nouveau (en stil, jeg holder meget af) og retro.

Hvilke af skattene her kan du bedst forstå at jeg ikke kunne gå forbi?

mandag den 22. august 2011

Fotoudfordring: Dag 22 - Træer

 

Træerne udenfor vokser næsten ind ad vores køkkenvinduer. Det er lidt hyggeligt og jeg føler næsten at vi bor i en skov, for her er meget grønt på alle sider. Allermest idyllisk er det, når der sidder småfugle og synger lige udenfor vinduet.

Fotoudfordring: Dag 21 - Smukt mønster

 

Det er jo ganske svært at vælge ét mønster blandt de mange herhjemme, når man som jeg nærmest er afhængig af flotte og sjove mønstre omkring mig. For ikke at være alt for kedelig, viser jeg Jer ikke de velkendte elefanter i dag, men i stedet dette spiremønster, som jeg virkelig elsker. Jeg har det på et par bodyer og t-shirts til de små (orange til Thore) og synes det er helt vidunderligt og humoristisk. Gid det også var lavet som fast stof - så skulle det helt sikkert indgå i tusind projekter herhjemme.

Får du også hjertebanken ved synet af de fjollede radiser med ansigter?

Fotoudfordring: Dag 20 - Hvad jeg læste

Hvis jeg skal være helt ærlig er dette indlæg en tilsnigelse, for jeg kan dårligt huske hvornår jeg sidst læste en skønlitterær bog... Okay, det er et par år siden, hvor jeg læste Neil Gaiman's "Coraline" - en gyser for større børn og barnlige voksne. Og den slugte jeg i rivende fart, men jeg får ikke så ofte lyst at læse "for sjov". Ved ikke, om det er fordi der jo skal læses rigeligt på universitetet og læsning derfor ikke er noget man forbinder med afslapning eller hvordan...

Faste læsere af bloggen vil vide, at mumitroldene står mit hjerte nær og disse bøger er derfor det pureste guld i min verden. Eventyrerne om de små trolde er skræmmende for de mindste og kan være ganske dystre, men for større børn og igen voksne, er de fænomenale. Ofte er det hele ikke så sort/hvidt. De onde er i virkeligheden ofte ikke onde, men bare ensomme eller misforståede. Det kan jeg godt lide ved universet. Og personerne er nærmest karikaturer af mennesketyper, hvilket er ganske underholdende.

Skulle nogen derude have lyst at sælge nogen af de gamle bøger med mumitroldene, som dem herover, køber jeg meget gerne - både disse og den ene der mangler her, som jeg har forlagt. Udover at nogle af mine ikke er i allerbedste stand og jeg derfor godt kunne have lyst at skifte dem ud, har jeg nemlig også en veninde som samler og har et par huller i samlingen.

Ønsker Jer en dejlig dag!

fredag den 19. august 2011

Fotoudfordring: Dag 19 - Hvor jeg sov

Her sover jeg så om natten - sammen med to af dem jeg elsker allermest. Selvom jeg ind imellem tænker at det kunne være hyggeligt, hvis også Thore sov her, fungerer det desværre ikke rigtigt i praksis. Når han har brug for det putter en af os derfor i stedet med ham på den madras, der er på hans værelse. Asta sover enten i sin lille seng, der er monteret på siden af vores eller imellem os.

Her kan I se hendes seng lidt bedre. Sengeranden lavede jeg, da jeg ventede hende.

Pudebetrækket har min mormor lavet med sine initialer. Det er hende Asta er opkaldt efter. Jeg har flere af de gamle smukke pudevår fra hendes hånd og passer på dem så godt jeg kan, men nyder også at bruge dem, så de ikke bare skal ligge i et skab. Svampelampen på gulvet giver et helt perfekt svagt lys, når der skal ammes om natten.

God weekend!

torsdag den 18. august 2011

Fotoudfordring: Dag 18 - I min taske

Efter her at have afsløret at jeg er atypisk for mit køn ved ikke at have en stor samling af fine sko, melder jeg mig nu totalt ud af kvindeklubben og afslører, at feminine tasker altså heller ikke er noget jeg samler på...

Jeg render nemlig rundt med denne gamle grønne Fjällräven. Den indeholder altid den sjove røde Hello Kitty-pung fra før katten blev mainstream, mit nøglebundt (som i øvrigt trænger til en oprydning) og et par stofposer, så der er ekstra plads til indkøb og loppefund.

Til mit forsvar skal det dog siges at jeg vist har et enkelt eller to par stiletter og en enkelt "fin" taske i bunden af skabet... Men altså - med alle de loppefund, må der jo prioriteres benhårdt ;)

Tusind tak!

Efter at jeg i går fortalte Jer om vores store planer, er det strømmet ind med søde beskeder. Det gør mig virkelig glad. Tusind tak skal I have!



Jeg fortsætter selvfølgelig med at skrive bloggen her. Det er jo heldigvis en hobby, som det er nemt at bringe til den anden side af Jorden :)

I vil sikkert dårligt bemærke at jeg er borte - bortset fra tidsforskellen, de lidt anderledes loppefund (gætter jeg) og - nå ja, at det i januar er sommer og sol hos mig - men også omvendt koldere i Jeres højsommer.

I øvrigt kunne det være sjovt at høre, hvad Jeres oplevelse af landet er, hvis nogen af Jer har besøgt det? Hvilke steder må man ikke gå glip af?

God dag til Jer!

onsdag den 17. august 2011

Der er noget, jeg ikke har fortalt Jer...

Der venter vores lille familie en stor ting, som jeg nu vil dele med Jer...

Vi skal flytte - og det er ikke nok at finde hverken Krak, Danmarks- eller Europakortet frem. Vi skal nemlig bo på den anden side af Jorden...

Når kulden er på sit højeste her til januar, rejser vi nemlig ned til sommer og forhåbentlig sol i vores nye hjem i New Zealand - nærmere bestemt Christchurch. Her skal min mand forske ved universitetet og jeg gå hjemme og hygge med ungerne. Jeg glæder mig meget, men der er også mange forberedelser og overvejelser, når man sådan skal rykke teltpælene op for alvor. Planen er at komme hjem et par år efter, at vi er flyttet.

Så nu bliver det spændende, om der ind imellem er tid til en smule kreativt som hjemmegående med to unger, og om det er muligt at gøre nogle gode loppefund down under.

Fotoudfordring: Dag 17 - På hylden

På hylden står bøgerne sorteret efter farver - i hvert fald mine børnebøger... Inden i tænker at det er synd for Thore, at alle børnebøgerne er mors, vil jeg sige til mit forsvar, at jeg tror at han har næsten ligeså mange på sit eget værelse. Og nogle af bøgerne er det nok også bedst at vente lidt med...

Jeg har så længe jeg husker samlet på gamle og fine børnebøger og bøger jeg husker jeg holdt af som barn.

tirsdag den 16. august 2011

Fotoudfordring: Dag 16 - Hvad jeg spiste

I dag spiste jeg blandt andet den sidste cookie fra weekendens fødselsdagsarrangement for min mand. Opskriften er en af dem vi vender tilbage til igen og igen. Den er fundet lige her hos Christina. Det eneste vi gør anderledes er at erstatte halvdelen af chokoladen med hasselnødder. Mums!

Søg og du skal finde

Lampen som jeg her efterlyste har jeg nu fundet. Men det var ikke et billigt og intakt loppefund, som jeg helst havde set, men derimod en lampe uden ophæng og skærm købt i dyre domme på nettet. Men jeg er lykkelig for at have fundet det jeg havde udset mig :)


Ophænget tror jeg vi kan klare med lidt værktøj og skærmen søger jeg stadig, men ellers regner jeg med at hun klarer sig med enten en af de klassiske paraplyskærme indtil videre og på sigt måske en hjemmelavet sommerfugleskærm.

Lampen skal være Astas og jeg kan personligt ikke forestille mig noget mere eventyrligt end at skulle falde til ro under denne vidunderlighed af en lampe hver aften.

mandag den 15. august 2011

Fotoudfordring: Dag 11-15

Nu har jeg længe været bagud med fotoudfordringen, så med dette sammenkogte indlæg vil jeg lige indhente det forsømte...

11. Noget sjovt
"Casper & Mandrilaftalen" er og bliver noget af det sjoveste i mine øjne. En smagsprøve kan ses her.

12. Tæt på
En fin detalje på et af mine yndlingsdynebetræk er knapperne.

13. På afstand
Her er dynen lidt længere væk - og også Asta, der putter i dobbeltsengen.

14. Blomster
Denne smukke røde oxalis med lyslilla blomster står i vores vindueskarm og er en meget taknemmelig kløver, der blomstrer ofte.

15. Mine sko
Jeg er ikke helt typisk for mit køn hvad angår sko. Jeg ejer ikke så frygteligt mange par (når man ser bort fra mit lager af kinasko af velour, som jeg i årevis havde som favorit) og foretrækker fodformede sko med rågummisåler. Ofte har jeg kun et enkelt par ad gangen, som jeg rigtigt bruger. Disse er de nyeste, og jeg er så glad for både udseendet og pasformen, at jeg har købt et ekstra par til når disse er slidt op.

fredag den 12. august 2011

Fotoudfordring: Dag 10 - Noget jeg har lavet


Jeg har bagt dig i min mave
Tænk engang at man kan lave
sit eget lille anker,
sit eget lille timeglas,
sin egen lille sol der stråler

(Trille: Min lille sol)

Linjerne herover er fra en af de smukkeste sange, jeg kender. Den minder mig om det under det er at man kan skabe noget så smukt. Sangen kan du høre her.

Fotoudfordring: Dag 9 - Selvportræt uden ansigt

Hmm, denne var svær. Inspireret af Mie, vil jeg vise Jer nogle af de smykker, jeg ofte har på...

Oftest har jeg enten hjertevedhænget eller DNA-strengen i en kæde om halsen. Sidstnævnte fik jeg af min mand på vores 1 års-bryllupsdag. Han er forsker til dagligt i gammelt DNA på universitetet. De små blomsterørestikker har jeg ofte i mine øverste huller i ørerne (lige over de nederste). Næsesmykket, som jeg altid har på, er fra Indien. Ringen til venstre er min vielsesring og har en blå safir og to små hvide sten. Den blev købt sammen med granatringen til højre og de er gamle, men ubrugte (før mig). Øreringen med lyseblå sten er et billigt loppefund fordi den var enlig. Fuglen, som jeg har sat på en ørekrog, har jeg altid haft. Perleøreringene, som er et loppefund fra Berlin, havde jeg på til vores bryllup, hvorfor de betyder ekstra meget.

onsdag den 10. august 2011

Fotoudfordring: Dag 7 og 8

fotoudfordringens 7. og 8. dag, skal der vises henholdsvis noget nyt og teknologi. For nyligt har vi fået hele to nye køkkenhjælpere... altså nyt og teknologisk.



Først købte vi denne lækre sag, som længe har indgået i vores køkkenplaner. Jeg stod - måske ikke overraskende for farvevalget, men vi faldt begge for den gedigne kvalitet. Den er i sandhed en hjælp i køkkenet.



  Manden, der holder af at stå i køkkenet og lave mad, men også gerne nyder en god kop kaffe, skulle straks tjekke det øvrige udvalg af køkkenhjælpere ud. Her faldt han for denne kaffekværn. Meget belejligt gik vores gamle i stykker og vi købte denne til ham i fødselsdagsgave. Desværre var farveudvalget ikke så imponerende og pasteller var der ingen af. Men den røde her er nu også meget lækker.

God dag!

mandag den 8. august 2011

Fotoudfordring: Dag 6 - Barndomsminde

Min mor og jeg
Billedet her vækker gode minder om min barndoms somre, hvoraf mange blev tilbragt i mine bedsteforældres sommerhus. Ved sommerhuset voksede disse smukke lyslilla blomster, som vi altid plukkede og også lavede blomsterkranse af. Når jeg ser de blomster, hvis navn jeg ikke kender, tænker jeg altid på dengang...

søndag den 7. august 2011

Fotoudfordring: Dag 5 - En jeg elsker

Klichéen om at der er en kærlighed, man ikke kender til før man får børn holder...

fredag den 5. august 2011

Fotoudfordring: Dag 4 - Yndlingsfarve

Dagens udfordring (eller egentlig gårsdagens) er at vise yndlingsfarven. Egentlig kræver det blot et blik på bloggens baggrundsfarve, som rammer meget godt.

Som barn havde jeg koboltblå som yndlingsfarve, men det lå vist lidt i tiden - med alle de koboltblå glasting i vinduerne i begyndelsen af 90'erne. Sidenhen blev jeg meget træt af blå og havde i mange år grøn som yndlingsfarve - først en "vissengrøn" eller armygrøn og siden lysegrøn.

Lysegrøn, eller vårgrøn, er stadig en favorit, men også blåt står igen mit hjerte nær - dog ikke den koboltblå, men derimod lyseblå. Alt derimellem af "mint" nuancer er absolut også noget mit øje holder af...

Heldragt fra Holly's - Køkkenvæg - Keramikskål fra min hånd - Sonja-tallerken - Kagedåse - Nye og gamle Margrethe-skåle - Retrostof - Kitchenaid køkkenmaskine - Vandkande - Holly's babyhåndklæde - Mumikrus - Plastikperlekæde - Yndlingskaffekrus
Dagens billede er en collage med billeder taget herhjemme i dag.

For nyligt viste jeg på opfordring nogle mintfarvede sager frem her.

God dag!

torsdag den 4. august 2011

Fotoudfordring: Dag 1, 2 og 3.

Som nævnt her tidligere i dag, hopper jeg lige med på fotolegen, som er set rundt omkring i blogland de sidste dage. På det indlæg kan du også se de forskellige dages udfordringer.

Dag 1: Selvportræt

Jeg synes, at de grønne æbler både på og bag mig, på dette billede er en sjov detalje - omend det ikke var så gennemtænkt.

Dag 2: Hvad jeg havde på


Min hang til retroprints, brunt babyfløjl og fodformede sko begrænser sig ikke til børnetøjet... Jeg har stort set altid en knælang nederdel på  - her er det et nyt loppefund.

Dag 3: Skyer

Billedet her er som de øvrige to fra i forgårs, hvor jeg besluttede mig for at lege med og derfor tog nogle billeder. Asta og jeg har hentet Thore i børnehaven og er vej hjem. Over os hænger skyerne lidt truende, selvom det er fint solskinsvejr. Sådan har det vist været meget af denne sommer...

Min yndlingsfarve, som er fjerde dags udfordring, fortjener et indlæg for sig, så det får den...


God dag!

Jeg vil også være med...

 

Jeg kan vist godt nå at lege med, men regner med både i dag og måske også ind imellem at samle nogle punkter. Det er måske lidt snyd, men jeg synes ikke altid at tiden er så rigelig på trods af at jeg er på barsel med Asta, der er ret god til at sove og underholde sig selv en del af tiden...

tirsdag den 2. august 2011

Camouflage baby

Dette herlige billede, hvor min datter er ved at forsvinde i elefanter, tog jeg i dag.

Ønsker en god dag :)

mandag den 1. august 2011

Jeg er her endnu...

Jeg er her skam endnu, men har bare været i "familiemode" den seneste tid, hvor den fælles sommerferie skulle nydes mest muligt. Det har desværre ikke levnet tid til mange blogindlæg... Men nu hvor hverdagen starter igen med arbejde for Stinus' vedkommende og børnehave for Thores, regner jeg med at der er mere tid til den slags, mens jeg går herhjemme på barsel med lille Asta.

Et af feriens højdepunkter var Thores fødselsdag i sidste uge, hvor han fyldte tre år. Her er nogle billeder fra dagen, hvor vi hyggede herhjemme. Gæsterne kom ikke på selve dagen, men i lørdags og fejrede ham.

Dagen startede med hyggeligt morgenbord og selvfølgelig også gaver...

Af os fik han en masse udklædningstøj, som vi havde puttet i hans legetøjsbænk. Det var et stort hit!

Når man har fødselsdag, hører der også kage til...

Thore nød at være med til at pynte kagerne - og der blev ikke sparet på noget.

Fødselsdagsbarnet havde et andet ønske på sin store dag...

En gåtur ned at fodre ænder - så det gjorde vi naturligvis.

Det var en skøn dag! I lørdags fejrede vi som sagt dagen med familie og et par venner - og på onsdag kommer børnehaven.

Udover hygge herhjemme, har der i ferien også været tid til en smut til Jylland og et par loppeture. Høsten fra loppemarkederne og et par udvalgte gaver, vi har fået i sommerens løb, viser jeg ved lejlighed. Det kreative har der til gengæld ikke været tid til. Men mon ikke nogle af de projekter jeg har gang i, snart kan komme lidt videre. Det er planen i hvert fald.

 Ønsker Jer en god dag!
 
Related Posts with Thumbnails