torsdag den 30. juni 2011

Mumi til salg

Jeg har netop oprettet disse fire mumistoffer til salg på Trendsales. Det er henholdsvis et babydynebetræk og tre pyntepudebetræk. De kan selvfølgelig bruges som de er, eller de kan klippes op og man kan fremtrylle noget nyt og fint af stofferne :)

Puderne har i øvrigt samme stof på begge sider, mens dynebetrækket er hvidt (samme stykke stof) som forsiden.

Er du interesseret, kan de findes her.

onsdag den 29. juni 2011

Barselsbesøg og uglestrik

Ina og Asta
I går fik Asta og jeg besøg af min veninde Ina. Hun gav mig os lynkursus i kunsten at bruge en vikle. Asta så ud til at nyde det.



Ina havde medbragt den skønneste barselsgave - nemlig en lækker lilla striktrøje i uld...

... med de skønneste små ugler...

... og med et fint lille kort. Udover at være ferm med en strikkepind eller to, er Ina også vildt dygtig til at tegne, som du kan se her på hendes hjemmeside.

Det var en rigtigt hyggelig dag :)

søndag den 26. juni 2011

Orange overalt

Her er et billede af Asta fra forleden, hvor hun har sin fine dragt med orange kløvere på og ligger på det lille blomstrede vattæppe.

Anledningen til dette blogindlæg om orange ting, der gemmer sig rundt omkring i vores hjemmet, er imidlertid en anden...

... nemlig gryden her, som var blandt sidste weekends loppefund.

Blandt de ting herhjemme, hvor orange er en dominerende farve, er også nogle tapetserede brevordnere i vores reol i soveværelset, en babyhjelm fra Lisbeths hånd, en babybøjle og - meget vigtigt - kurven med orange stoffer. Mine retrostoffer bor i gamle plastkurve i samme farver som stofferne deri. Jeg har dem i én reol i soveværelset og når de ikke kan være der mere, er det tid at rydde op. Det sker snart igen - og så genåbner jeg blogbutikken, som stadig holder barselslukket.

Blandt det retrosengetøj, som saksen ikke får lov at nærme sig, er det gule med orange, hvide og brune blomster, som jeg har to dynebetræk i voksenstørrelse af, men desværre kun et pudebetræk til. Skulle nogen derude have noget af stoffet til overs, køber eller bytter jeg mig gerne til det. Det samme gælder som bekendt sengetøj og stof med elefanterne herover - uanset farve. Her er et babysengesæt i orange farver.Kagedåsen huser nogle af mine mange udstiksforme og i kurven bor stofresterne.

Dåsen med svalen er blandt forårets bedste loppefund. Hårspændet med den fjollede mariehøne kunne jeg heller ikke stå for. Det hænger mest til pynt på badeværelset. Det herlige håndklæde med æblerne er fra Ulla. På trods af at min samling af porcelæn er ret omfattende fandt jeg imidlertid ikke meget orange. Men kruset her med hattifnatterne er der da. Jeg elsker motivet, men har aldrig forstået hvorfor kruset har den farve. Synes ikke at den passer så godt til dem, når man kender historierne. Det skulle være en lidt mere dyster og mørk farve, synes jeg.

Tedåsen med kineseren her, synes jeg er blandt de fineste. Fuglen på opslagstavlen er Thores kreation - nok med en del hjælp fra kreative pædagoger. Elefanten er en wallsticker på en kedelig Ikea-kommode ved Thores pusleplads. Og gulerodsmotivet her er blandt favoritterne. Det har vi i flere størrelser på både bluser, bodyer og heldragter.

Fiskene her er magneter på køleskabet. I køkkenet bor også vores skønne store vasketøjskurv, som desværre mangler låget. Kattene pryder et juniorsengesæt, jeg fandt for nyligt.

Sidst men ikke mindst: Tapetet med orange dyr på Thores værelse ved sengen.

Apropos orange er et af de skønneste blogindlæg jeg selv har læst den forgangne uge dette.

Hav en god uge!

mandag den 20. juni 2011

Ny hverdag

Så er de første to ugers fælles barsel slut. De næste par uger byder på hverdag med arbejde for Stinus' vedkommende og børnehave for Thores. Derefter har vi en måneds ferie sammen uden de store planer, hvor vi kan nyde og vænne os endnu mere til livet som en familie på fire.


Meget er nemmere med andet barn end det første, synes jeg. Man er mindre usikker på, om det man gør er rigtigt og godt. Men jeg kan allerede mærke nogle forskelle på mine to børn, som gør at ikke alt er en gentagelse. Asta vil for eksempel ikke ligeså gerne sove alene. Hun sover bedst på brystet eller hvor hun blev ammet i søvn. Når hun foretrækker denne nærhed, skal hun selvfølgelig have den. Jeg regner derfor med at forsøge mig med at bære hende i slynge eller vikle, noget som Thore ikke brød sig om. På den måde får jeg forhåbentlig hænderne fri til at lave lidt herhjemme...

I weekenden var jeg en smut på loppemarked og fandt nogle rigtigt fine sager, som der forhåbentlig bliver tid til at vise snart.

Hav en dejlig dag!

mandag den 13. juni 2011

Barselshygge

Her nyder vi barslen og den første tid som en familie på fire.

Asta sover naturligt nok de fleste af døgnets timer - om dagen mest i kravlegården eller på mors bryst. Uroen som nu hænger så fint i vinduet er en barselsgave, som vi havde ønsket os. Barnevognen, som Thore også lå i, blev luftet på vores første tur med Asta forleden.

Her hygger Thore og jeg i sofaerne, som er blevet skubbet sammen, med hvert vores barn.

Det er fantastisk at opleve hans omsorg og interesse for sin lillesøster.

fredag den 10. juni 2011

Asta

Endelig kom vores lille Asta ud til os. Det skete i søndags en uge over termin. Fødslen forløb hurtigt og ukompliceret og vi var hjemme efter få timer.

Hun er helt perfekt og ligner umiddelbart Thore noget. Det er fantastisk at opleve ham overfor hende. Han er meget empatisk og omsorgsfuld. Og som folk siger omkring det at få andet barn, synes vi også at Thore pludselig virker stor på mange måder. Han virker også overvældet over forandringen og skal nok lige vænne sig til det hele. Han er virker naturligt nok mere opmærksomhedssøgende og sover desværre ikke så godt. Men vi prøver selvfølgelig at gøre alt vi kan for at det skal være så nemt for ham som muligt.

Her får I lige et udvalg af de mange, mange billeder vi har taget af vores dejlige lille datter.

4 dage gammel

2 dage gammel

1 dag gammel


2 dage gammel

3 dage gammel

lørdag den 4. juni 2011

Thores værelse

Her venter vi stadig på den forestående fødsel.

Vi har i dag flyttet lidt rundt på Thores værelse, så det legetøj han ikke rigtigt brugte er blevet gemt væk og det han leger med, kommer mere til sin ret.

I hans seng sidder dukken, som hedder Oldemor, men er en dreng. Den har jeg syet på et af min veninde Lisbeths dukkekurser og den er højt elsket. Ingen yndlingsbamse her - bare dukken. Det brune tæppe med tog og huse, som hænger og skygger for lyset er fra min barndom.

Tallerkenrækken med børnebøger er vist en klassiker på nutidens børneværelser. Vores er lysegrøn og jeg synes at det er hyggeligt at den kan fungere både som pyntehylde og inspirere til godnatlæsningen. Telefonen, som også er i indlægget her, er blandt de ting, der ofte er i brug. Tegningen nederst har min veninde Ina lavet. Hendes hjemmeside kan du finde her.

Den magiske sommerfugl, som er afbildet på Inas tegning, hænger over den. Da Thore var lille hang den i stuen og han elskede at kigge på den og blev vildt begejstret, når den fløj.

I vindueskarmen står mine kalejdoskoper og min stabelklovn, som selvfølgelig godt må leges med, men som også skal passes lidt på. Kuglerammen er et impulskøb fra et loppemarked, hvor Thore skulle have noget i hænderne hurtigst muligt. Anden er en julegave til Thore fra min veninde Kim.

Skabet, som sengen også står op ad, fungerer som rumdeler. På forsiden er en stor lågen med spejl og foran en stor madras, hvor der bliver kastet med puder, læst og puttet. Slangen syede jeg i julegave til Thore. Plakaten fra Zoo har manden valgt. Jeg stemte på Sikker Hansens zebraer, men kan nu meget godt lide denne også. Uroen med svampehus og nisser er også en gave fra Kim.

torsdag den 2. juni 2011

Færdigt regnbuetæppe

Så blev regnbuetæppet, jeg viste forberedelserne til her, færdigt.



Jeg er meget tilfreds med resultatet og glæder mig til at svøbe en nyfødt baby i det om forhåbentlig ganske kort tid.

Bagsiden er et blå- og turkisblomstret stykke retrostof, som jeg synes går godt sammen med alle farverne. I midten er et stykke hvidt bomuldsstof for at give det en smule tyngde.

Nu hvor endnu et projekt er færdiggjort, overvejer jeg hvad resten af ventetiden skal gå med. Jeg begynder nemlig så småt at være utålmodig nu hvor jeg er gået fire dage over min termin...

God aften!
 
Related Posts with Thumbnails