
Forleden fik vi derfor endelig hængt dette lille skab til krydderier op i køkkenet. Det har overvintret i vores skur, da det trængte til lidt maling, inden det skulle hænges op. Farven er en sart lyseblå og lidt svær at se her. Jeg synes, at det er en fin kontrast til den rødlige teak.
Nu vi er ved køkkenet, fik jeg lige lyst at vise Jer resten. Men jeg må erkende, at der blev ryddet lidt op, før jeg slap kameraet løs...
Jeg elsker den lysegrønne farve, vi har valgt til køkkenet, da jeg synes, at den lyser rummet op. I vinduet hænger en gammel juletræskæde af glas. Ovenover hænger rækken af mumiplatter, og i vindueskarmen har vi karse, som Thore har sået i vuggestuen. Jeg elsker de små gaver, som børn giver.
I køkkenet har vi også et lille bord, der både fungerer som en ekstra spiseplads udover spisebordet i stuen og ekstra bordplads, når vi mangler. Lampen er et vaskeægte "lossefund" og reddet fra en glascontainer. Utroligt nok havde den ikke et eneste skår.
Ølkassereolen rummer gamle henkogningsglas med mel, gryn, ris og lignende. Jeg holder især meget af glasset med salt, der har en kløver på låget. Der står Küchenglück - et hyggeligt ord, som jeg vil oversætte med køkkenlykke, og som altså inspirerede til indlæggets titel :)
Ovenpå vitrineskabet står de fleste af vores kaffe- og kakaodåser med netop kaffe og kakao. Skamlen har, som det ofte er set rundt omkring, fået lidt maling og tapet. Puden og stolen, den ligger på, er loppefund. Stofposen er hjembragt fra Indien og rummer indkøbsposer.
I vitrineskabet står en stor del af det porcelæn, jeg har samlet. Keramikskålene i vindueskarmen har jeg selv drejet.
Over komfuret hænger et par platter med Wiinblad, og i krogen under skråvæggen står kaffebønner og pulverkaffe i nogle af yndlingsdåserne. Kaffevarmeren har min mor strikket.
Brødkassen er et af de mere praktiske loppefund. Ovenpå står en gammel Falck-kasse med plaster og termometre ved siden af min madkasse. I vindueskarmen er tegneredskaberne lige ved hånden.
I mappen med Mymlens datter samler vi vores madopskrifter, og kanden står ikke kun til pynt, idet vi bruger den til vand til hverdag. Stofposen med det fine æblemotiv er købt hos Ulla og huser vores tøjklemmer. Postkortet med Sikker Hansens "Davregryn" hænger over køkkenvasken, og var vægpladsen til det, ville jeg elske at have den som plakat i stedet.
Endelig er der i køkkenet et mindre køkken. Under hylden med kogebøger kokkererer Thore nemlig. Her er både grydelapper fra Ullas hånd og hæklemad lavet af Laura. Nu hvor Thore nærmer sig de tre år, nøjes han dog ikke kun med at lave mad i sit eget køkken men hjælper også os i det store køkken ind imellem.
Selvom der ikke altid er så fint ryddet op som på billederne her, holder jeg meget af vores køkken.

























