tirsdag den 22. februar 2011

Lilla shopping og gaver

En ikke uvæsentlig del af de ting jeg har anskaffet mig i anledning af at vi snart skal være forældre til en lille pige er lilla. Jeg har ellers aldrig rigtigt haft noget med den farve, men nu er jeg da vist gået lidt amok...

Her er lidt billeder af de senest erhvervede ting og et par gaver ind imellem.





Senest ankommet er den lækre fleecedragt fra Molo, som skal holde vores lille pige varm til efteråret og først på vinteren (under dyne og tæpper naturligvis). Det er så hyggeligt at gå og glæde sig til tingene skal tages i brug.

Det skønne lilla stof har jeg byttet mig til hos Mette. Så nu har jeg det efterhånden i en del farver, men synes at denne kombination er en af de skønneste. Skulle du have noget grønt eller blåt af det, du vil sælge eller bytte, er jeg meget interesseret.

God dag!

søndag den 20. februar 2011

Hønsestrik til dukken

Min veninde Kim har købt denne skønne hønsestrikkede sag til pigedukken, som jeg har lavet på et af Lisbeths dukkekurser. Den passer helt perfekt og jeg er vild med både farverne og motiverne.

Skulle du i øvrigt være den lykkelige ejer af en bog med hønsestrik, som du vil sælge, er jeg meget interesseret. Jeg køber også gerne kopier af bogen.

God solskinssøndag!

torsdag den 17. februar 2011

Mumigave

Forleden kom posten med dette skønne mumistof, som Laura har sendt mig. Tusind tak! Det vil nu vente på det helt rigtige projekt.

Det gør mig glad at der er så mange søde og gavmilde mennesker rundt om i blogland. Det er god karma :)

mandag den 14. februar 2011

Loppeguld

Det er vist ingen hemmelighed at jeg elsker loppemarkeder - og gerne mange af dem. Jeg er vel nærmest afhængig... At jeg har kunnet undvære det i snart et halvt år er derfor lidt vildt, synes jeg selv. Men i lørdags blev sæsonen indviet i en god venindes selskab.





Efter at have baldret min eneste middagstallerken fra Confetti-stellet for nyligt, var jeg glad for at starte samlingen på ny med disse tre middagstallerkener. Jeg genfandt også de skønne krydderikrukker, som jeg tidligere har haft et godt øje til, men endnu ikke havde fået købt. Så samlingen starter med disse seks.

Blandt de bedste fund er disse gamle porcelænsmåger til ophæng på væggen. Jeg synes de er skønne - både ret kitsch og samtidig elegante.

En børnetallerken blev det også til. Jeg elsker de eventyrlige motiver på dukke- og børnestel. Min lille samling viser jeg nok ved lejlighed. Den lille metalbakke fik jeg ganske gratis af en sælger, der puttede den i min taske, da jeg spurgte til prisen. God karma!

På vejen til loppemarkedet gav et besøg i en genbrugsbiks anledning til hjertebanken. Der fandt jeg nemlig det skønne grønne æblestof, som jeg længe har sukket over. Et pudebetræk for bare fem kroner. Det føltes lidt surrealistisk. Barbagul kom med hjem som en lille gave til Thore, der elsker de uformelige væsener. Han har også hygget sig med hønseringene, der er ren nostalgi. Endelig fandt jeg et meget velholdt juniorsengesæt med landskabsmotiv i retrostil. Jeg regner med at sælge det videre og lægger det på blogbutikken ved lejlighed.

Jeg glæder mig allerede til flere loppejagter og synes at sæsonen blev indviet med gode fund :)

onsdag den 9. februar 2011

Endelig færdig!

Endelig blev jeg færdig med sengetæppet til Thore, som er lavet af store sekskanter og syet i hånden. Dog mangler jeg stadig lige at sy bagbeklædningen på, så en af dagene ser i det endelige resultat i rette omgivelser.

Jeg havde en overgang overvejet at bruge det som legetæppe til Thores legekrog i stuen, men de mange fine stoffer giver tilsammen et ret flimret udtryk, som jeg tænker det nok ikke er så rart at sidde og lege på. Lego-klodserne forsvinder nemt i mylderet.

Udover at jeg godt kan lide at sy i hånden og elsker at have udvalgt hver lap, synes jeg at det er hyggeligt at have lavet en ting, der aldrig vil kunne købes for penge - medmindre der var billig udenlandsk arbejdskraft involveret. Skulle jeg sikre mig selv en bare nogenlunde rimelig timeløn, ville sådan et tæppe koste mange tusinde kroner, for det tager virkeligt mange timer at lave - i omegnen af to ugers fuldtidsarbejde, regnede jeg ud.

Men det ville aldrig blive lavet i ét stræk her, for jeg kan afsløre, at det udover tid har kostet antydningen af hård hud på et par af mine fingerspidser - og jeg er ret sikker på at det ville gøre pænt ondt at sy uden pauser.



En af mine yndlingsdetaljer på tæppet er de to fugle her, som ser på hinanden. Af mange af stofferne i tæppet, har jeg kun ganske beskedne stykker, som bliver brugt med omhu.

I øvrigt synes jeg at billedkvaliteten af mit billede af tæppet her forringes i Blogger i forhold til, hvordan det ser ud gemt på computeren. Er der nogen, som har et bud på, hvorfor det sker? Kanterne ser ligesom mere "uldne" ud.

Hav en dejlig dag!

mandag den 7. februar 2011

Barselsgave

I lørdags havde vi et vennepar på besøg med deres ganske nyfødte søn - kun ni dage gammel. Hvor overskudsagtigt af dem at foreslå at komme her... Til gengæld blev de mødt af nybagte boller og kage, så jeg tror ikke at de fortrød. Den lille dreng skulle selvfølgelig have en hjemmelavet lille gave - og det blev bolden her.

Et besøg af sådan en lille størrelse og en dugfrisk fødselsberetning minder mig naturligvis om at det snart er min tur igen. Jeg glæder mig rigtigt meget, men må indrømme at jeg også har det ganske fint med lige at have tre-fire måneder, hvor tiden er lidt mere min egen inden alle døgnets timer er tilegnet et lille nyt menneske. Så jeg nyder forventningens glæde :)

fredag den 4. februar 2011

Bror og søster

Her er familiens to dukkebørn foreviget. Jeg har lavet dem efter kyndig vejledning fra Lisbeth, som holder dukkekurser. Drengedukken lavede jeg til Thore for omkring et år siden og for nyligt fik han så en søster. Hun er tiltænkt den lillesøster, vi for tiden glæder os til at møde omkring maj.

Jeg har forsøgt at give dem samme udtryk, så det ses, at de er i familie. Om ligheden mellem Thore og hans lillesøster er ligeså stor, er jeg meget spændt på - både hvad gælder udseende og temperament.

Jeg ønsker Jer en rigtigt god weekend! Min byder på bl.a. barselsbesøg, så nu har jeg travlt med at fremtrylle en barselsgave...

torsdag den 3. februar 2011

Nu flyver Anton



Der er så sort og meget mørkt
imellem sol og måne

Nu flyver Anton
helt af sig selv

Hvad tror du Anton?
Bliver drømmene til virkelighed?

Han flyver gennem himlen
Og himlen hænger
som en krave
om hans hals

Så pisser han på mørket
og mørket bliver til lys

Nu flyver Anton
helt af sig selv

Hvad tror du Anton?
Bliver drømmene til virkelighed?

Han flyver gennem himlen
Og himlen hænger
som en krave
om hans hals

Så fik han sit første kys
sit første kys
med tungen
tungen
gik som
en propel

Nu flyver Anton
helt af sig selv

Hvad tror du Anton?
Bliver drømmene til virkelighed?

Dagens - og mange andre dages - soundtrack. 
Synes den er så smuk og min gamle kærlighed til Björks stemme fornægter sig ikke... Enjoy!

tirsdag den 1. februar 2011

Elendighed og nye mål

Jeg er nu godt halvvejs igennem min graviditet, men har desværre igennem lang tid døjet med smerter i og omkring bækkenet. Jeg har nu taget konsekvensen og besluttet at kurserne på studiet, som jeg ville tage dette forår, må vente. Det giver en fantastisk ro at beslutningen er taget. I stedet for bøger, vil jeg fordybe mig i det kreative - de uafsluttede projekter og de projekter, som kun er blevet tænkt. Når først vores datter kommer til verden, er tiden ikke stor til den slags, så vidt jeg husker...

I dag er jeg således i fuld gang med patchworktæppet til Thore. Det har været glemt nogen tid, men jeg tror at det nu er tid til at få det færdigt. Jeg håber at kunne vise det endelige resultat inden alt for mange dage. Derudover plejer jeg min forkølelse med kamillete og chokolademuffin - er det ikke noget med at det er godt? Teen drikkes af min yndlingshverdagskop, som har god plads og et herligt retromotiv i min yndlingsfarve. Wiinbladplatten er en nyerhvervelse, som jeg overvejer hvor jeg skal hænge sammen med de to andre i serien. Denne hedder "Aften" og de andre "Morgen" og "Middag".

Ønsker en god dag!
 
Related Posts with Thumbnails