Jeg var på stofshopping i går og kom til min overraskelse og glæde blandt andet hjem med disse to gul/orange/lyserøde stoffer, som har nogle helt andre farver end hvad jeg sædvanligvis køber. Men farverne er glade og forårs-/sommeragtige - og så er det godt med en smule fornyelse ind imellem :)

Planen er at de blandt andet skal blive til et par puder til vores seng. Og en anden plan er at denne først skal have et stort patchworktæppe i blålige retrostoffer. Så jeg er godt i gang med at samle forskellige blålige stoffer sammen.
Derudover blev det også til disse fire stoffer.

Muligvis bytter jeg gerne med nogle af disse stoffer, når jeg har fundet ud af, hvor meget jeg skal bruge og sådan. Er du helt forelsket i ét, kan vi måske godt finde ud af at bytte. Jeg søger primært blomstrede retrostoffer i blå og grønne farver, samt retrobørnestof - gerne med dyr eller børn.
På min vej gennem byen, hvis egentlige formål var et tandlægebesøg, kiggede jeg også ind i en genbrugsforretning, hvor jeg fandt en masse nyt hjemmestrik til næsten ingen penge. Skønt! Jeg har tidligere på bloggen fortalt om hvordan det at lære at strikke står på "to do"-listen, men at jeg indtil videre må "nøjes" med andres frembringelser :)
Jeg købte blandt andet disse uldne sokker, som primært er tiltænkt de gæster, der ind imellem bliver lidt kolde om tæerne i vores gamle bondehus. Nogle er kønnere end andre og de lilla/blå-stribede bliver vist mine. Derudover synes jeg at dem med orange er superhyggelige.

Jeg fandt også en bordeaux hue samt et par blå vanter til mig selv. Og til Thore et par auberginefarvede sokker. Den turkis babyhue kunne jeg heller ikke stå for. Og det er faktisk lidt sjovt, for jeg plejer ikke at være til turkis, men her synes jeg det er den lækreste farve i verden. Nuancen må være noget særligt - eller også ser alt bare lækkert ud i det bløde uldne garn :)

Endelig må jeg jo lige fortælle jer, at jeg har været noget af en heldig kartoffel på det seneste. Jeg har nemlig vundet hele to give aways!
Jeg har vundet den fineste give away hos
Hos Barnigjen - nemlig et gavekort til hjemmesiden
Barnigjen, som bestemt er et besøg værd. De har både hjemmesyet børnetøj, vintagetøj og -ting, samt nyt børnetøj fra kendte mærker. Tusind tak for det - jeg glæder mig til at bruge gavekortet :)
Derudover har jeg vundet hos
For 2 kr. blandet - nemlig et gavekort på en stand til Gentofte Loppemarked, da den første vinder trak sig. Loppemarkedet har åbent hver søndag fra den 11. april til den 3. oktober. Det ligger lige ved Charlottenlund Station. Så nu skal der ryddes op i gemmerne og så planlægger jeg at have en hyggelig dag med en veninde eller to i forhåbentlig strålende vejr :)
Hav en skøn dag trods vejret - der her også byder på sne!