Jeg har de sidste par dage gjort et par gode køb - både nyt og gammelt, samt modtaget lidt bytteri. Du vil se, at påfaldende meget af det jeg har købt er gult. Måske noget med forårshumøret, der har indfundet sig?
Lad os starte med det aller-allerbedste. I dag var jeg så heldig at finde denne skønne gule dukkevogn fra Brio i en genbrugsforretning. Den er helt perfekt til Thores dukke og bamserne, da den ikke er så piget, som den klassiske lille røde, som vi også har til at stå i gemmerne. Havde jeg ikke fundet denne, havde vi nu brugt den anden.

I samme forretning købte jeg også en lille pose blandet påskepynt. Intet af det er fantastisk, men synes det af træ er meget hyggeligt. Det andet, der bare fulgte med, minder mig om noget man kunne købe i 90'erne og jeg er sikker på, at jeg havde elsket det, hvis jeg havde haft det som barn. Det bliver nok bare gemt væk indtil videre. På posthuset faldt jeg for årets gækkebrev, som min mor, der elsker vintergækker, skal have. Normalt køber jeg ikke færdige kort, da jeg synes det er upersonligt og uopfindsomt, men dette kunne jeg altså ikke stå for.

I dag modtog jeg også en pakke fra Sara, der har bloggen
Bournonville. Vi har byttet endnu engang. Sammen med det skønne gule retrostof, som vi havde aftalt at bytte, lå et skønt kort og den allerfineste lille sommerfugl. Den er jeg vildt glad for :) På brevet havde hun sat et mærke, hvor der stod "Ikke flere mumitrolde!". Det var morsomt fordi vi sidst byttede mumi for mumi. Tror bestemt at mærket må på postkassen. Tusind tak for den fine pakke!

I dag kom også den væglampe vi mangler på Thores værelse. Så nu kan vi kan læse bøger i hans hyggekrog på madrassen blandt de mange mumipuder. Meget godt kan siges om svampelamper og Barbapapa-lyskæder, men godt læselys giver de ikke... Min eneste anke ved lampen her, som er fra Waterquest, er at den har sort ledning - og da det ikke pynter på den hvide væg indbyder det altså til en udskiftning. Forstår ikke lige, hvorfor den ikke har hvid ledning... I går efter kaffeslabberas med min veninde Mie, der bor på Amager, kiggede jeg i et par butikker på vejen hjem og fandt bl.a. kaninknagen her, der skal hænge på badeværelset med Thores badehåndklæde. Et hurtigt visit i en genbrugsforretning gav mig forklædet her i udbytte.

De andre par ting jeg har erhvervet, må I lige vente med at se, da de ikke passer så godt i mit forårsfarvetema :)
God dag!