Julia fra
The Vintage Hausfrau har tagget mig i en lille leg, hvor jeg skal:
1) Vise mit køleskab
2) Udvælge et særligt motiv jeg vil fortælle om
3) Tagge tre andre bloggere
Jeg takker for udfordringen :) Først køleskabet... Det er sådan et med en lille fryser ovenpå, så I får både fryseren (ikke børnehøjde) og køleskabet (børnehøjde) at se her. Mange af de fine små magneter er allerede pakket væk fra fryserlågen, men nogle har fået lov at blive - dem som jeg vurderede ikke var i slugestørrelse. Som det ses er der ikke ryddet op i dagens anledning:

Før jeg fik denne udfordring var selve køleskabslågen tom, da magneter og småbørn jo ikke går godt sammen. Men så kom jeg i tanke om nogle sjove magnetfigurer jeg har købt til Thore for lang tid siden, som i hvert fald ikke er i slugestørrelse, så dem fik jeg lige fundet frem og sat på køleskabet:
Og så synes jeg næsten ikke jeg kan springe over også at afsløre lidt om, hvad der gemmer sig i dette vigtige rum. Derfor har jeg taget et par billeder af køleskabets indhold uden på forhånd at rydde op, hvilket føltes lidt som en afsløring, fordi der er ret rodet... Nå, men til indholdet:

Vi køber økologisk i det omfang det er økonomisk muligt og tilgængeligt - både for vores egen skyld og for miljøets - og lidt for dyrenes, men vi er nu ikke så gode til at købe økologisk kød endnu. Det har jeg planer om, at vi bliver med tiden.
Vi har næsten altid nogle æg (økologiske selvfølgelig) og noget gær på øverste hylde i køleskåbslågen. Stinus bager en hel del. På den anden hylde er der wasabi, peberrod, soyasauce, jalapeños og figenpålæg. Jeg elsker sushi - både købt og hjemmelavet - og Stinus kan også godt lide det. På tredie hylde i lågen er der nogle forskellige marmelader, der skal på køl fordi de er økologiske, og en 'lemon curd', som er noget helt fantastisk skotsk smørepålæg med citron. Nederst er en cola, som har stået uåbnet siden jul, hvor vi havde gæster. Denne var til overs og vi er på ingen måder fans af sodavand, så den får nok lov at stå til vores fastelavnsfest i næste måned, hvor den passende kunne indgå i drinks. Derudover er der lidt vinrester, som nok skal blive drukket og en bæryoghurt, som Thore spiser af for tiden, fordi han har slået sin tand i vuggestuen. Den overbeskyttende mor oversatte lige "undgå meget hård mad i en uge" til "flydende eller blødt udskåret mad i små stykker i små to uger". Ingen grund til ikke at være på den helt sikre side... Han slipper for skader på de blivende tænder og der er heldigvis heller ikke noget at se på den tand, der blødte vildt fra tandkødet :)

I resten af køleskabet har vi blandt de faste varer: bananer, minimælk (til os), letmælk (til Thore), skæreost, ostehapser, ketchup & remoulade (der altid når at blive for gammelt før det bliver brugt op), tahin (til hummus), leverpostej, spegepølser (de økologiske fra Netto er bedst), smør i vores keramik-smørdims (der gør det muligt at smøre med rigtig smør) og appelsinjuice.
Dernæst skal jeg jo vise et udvalgt motiv. Jeg har valgt at flashe et nyt maleri:

Jeg så det på et galleri for nyligt og måtte bare eje det, selvom det var vildt dyrt, fordi den neon-orange farve og den lyserøde samt glimmeret bare passer ind i vores stue. Nej, faktisk var det en julegave og nok den jeg blev mest glad for - "Til Far og Mor - Fra Thore" :) Jeg synes det er helt fantastisk fint. Og vi fik endda et fotografi med, som viser kunstneren midt i arbejdet:

Jeg skal jo også tagge tre andre bloggere og har valgt:
- Malene med bloggen
Malenes Hverdage.
- Annelise med bloggen
Den flyvende kuffert.
- Christina med bloggen
Rappedikke.
Jeg håber, at I vil lege med :)