lørdag den 25. oktober 2014

Dagens genbrugsfund og noget om genbrug

Det er svært at komme ind i vanen med at skrive her på bloggen igen. Det er en tid man skal tage sig, for dagene fylder jo gerne sig selv op. Men jeg vil begynde at dele de små og store fund jeg gør løbende, for det er noget jeg tidligere har hygget mig meget med og det er sjovt at høre, hvilke af tingene andre ser som fund.

Og genbrug er jo på så mange måder en meget bedre og sjovere måde at bruge sine penge på end når man køber nyt. Sjovere fordi man aldrig ved, hvad man finder og det man finder - og derudover har ofte en bedre kvalitet og er smukkere end nye ting. Og en bonus er at det er godt for miljøet i stedet for altid at købe nyt.

Når jeg selv skiller mig af med ting tænker jeg også på hensynet til miljøet og at jeg hellere vil at det finder et nyt hjem end at det bliver smidt ud.

Men drivkraften er jo nok mest af alt at jeg bare synes gamle ting er smukkere...




Denne skønne gamle ballerina/fe/prinsesse-ting lå i en kasse med julepynt og så ud som om hun savnede et nyt hjem, hvor der ville blive passet lidt bedre på hende. Det har hun nu.

Indtil videre hænger hun ved mit skrive-/sybord. Den fine tegning af mig og ungerne er i øvrigt lavet af min skønne veninde Ina, hvis hjemmeside du kan finde her.



Jeg fandt også nye drikkeglas med et sjovt blomstermotiv. Og for en gang skyld var det faktisk noget vi virkelig manglede! En meget glad plastik-tiki kom også med hjem, en plastikhalskæde med hjerter og en New Zealandsk produceret tallerken.



Udover ballerinaen fandt jeg også lidt andet julepynt. Glaspynt har man ikke så meget tradition for her, så det meste gamle pynt er plastik, så det har vi erhvervet os en pæn samling af oveni det gaæspynt, som vi også har meget af.

Og sidst men ikke mindst har vi erhvervet os en ny grydeske. Ikke et særligt fund i Danmark, men her i New Zealand var det sjovt at spotte en dansk Rosti-grydeske midt i det hele.

Ønsker Jer en god weekend!

lørdag den 27. september 2014

Totoro

En særlig glæde ved at have børn synes jeg det er, når man kan dele film og bøger, man selv holder af, med dem. I dag så jeg Min nabo Totoro med børnene. Det er en film, jeg synes er rigtigt sød og samtidig mærkelig på den allerbedste måde.

Bagefter fik jeg lyst til at lave vores egen lille Totoro, så nu har vi sådan en i huset.

Som I kan se tager Asta sig kærligt af ham.

Han fik endda lov at låne det armbånd, som Asta i går fik af en af sine venner og som hun er meget glad for.

God weekend!

tirsdag den 23. september 2014

Hårbøjle og legebål

Forleden lavede jeg en lille gave til hvert af børnene.

Asta fik fornyet en hårbøjle, hvor der nu er brugt noget af det fine gamle vævede bånd jeg har en del af i gemmerne.

Thore fik en syet gren. Tanken er at den skal være første ting til et legebål.

Idéen til at lave sådan et fik jeg fra et legerum på museet Te Papa, hvor vi var, da vi var i Wellington sidste sommer. Jeg fik forresten aldrig vist alle destinationer på vores rejse til Nordøen. Er der stemning for flere feriebilleder?



Her kan i se glimt fra legerummet på Te Papa, hvor maorikulturen er i fokus.

Jeg synes idéen med et legebål er ret skøn - et godt supplement til legekøkkenet.

God dag!

fredag den 19. september 2014

Muminederdel

I dag syede jeg denne nederdel med mumitroldene og deres venner til Asta.



Herhjemme er vi store fans af de hyggelige trolde og alle deres skønne eventyr og samler på lidt af hvert med dem.



Som I kan se er her meget sommerligt selvom det ifølge kalenderen kun er tidligt forår, men her i New Zealand starter sommeren tidligt.

Skulle nogen af mine læsere have noget mumistof eller -sengetøj, som de vil sælge eller bytte med mig, hører jeg meget gerne fra Jer. Min mailadresse står i sidebjælken til højre.

Ønsker en rigtigt god weekend til Jer!

torsdag den 11. september 2014

Fem år

Forleden kunne min mand Stinus og jeg fejre at vi har været gift i fem år. Pludselig lyder det af lidt.




Her er vi på selve dagen foran et af de flotte malerier på rådhuset, hvor vi blev gift. Det var et meget afslappet bryllup og festen har vi og vores nærmeste endnu til gode, men det bliver måske til noget en dag. Da vi blev gift havde vi hverken tiden eller pengene til at holde noget stort og sprang helt over - så det blev en middag kun for os to, hvilket virkede helt rigtigt.

Det er sjovt som den sorte kjole i dag er helt utraditionel, mens jeg husker billeder af min oldemor i sort brudekjole, der dengang var helt almindeligt.




På vores 5-årsdag slog jeg et smut forbi en genbrugs i nærheden og fandt denne fine gamle brudekjole. Det kunne jeg ikke lige stå for, så Asta og jeg var trukket i festtøjet, da Stinus kom hjem fra arbejde. Astas kjole er også en gammel sag, som jeg købte sidste weekend i en vintagebutik, hvor jeg var på tur med en god veninde.

Tak for alle de skønne kommentarer til mit sidste indlæg!

God dag til Jer!

fredag den 5. september 2014

Stilhed

Der har været stille på bloggen de sidste par måneder. Lysten var der ikke rigtigt til at blogge for en stund, men nu tror jeg måske på at den er ved at komme tilbage.

Tiden er gået med at nyde den sidste smukke New Zealandske vinter inden turen igen går hjem til Danmark til februar. Og det er på mange måder en underlig ting at forholde sig til hjemrejsen. Der er ingen tvivl om at vi glæder os og savner folk i Danmark, men samtidig forlader vi jo også meget og mange vi holder af her. Det er mærkeligt at forholde sig til og egentlig også at forstå. For New Zealand ligger jo ikke lige om hjørnet og der går mange år før vi får råd til et besøg herned igen.

Billedet her er meget typisk New Zealandsk vinter, der er meget mild sammenlignet med den danske. Foråret lader til at komme midt om vinteren med blomstrende træer overalt. Der er mange solrige dage og høje temperaturer midt på dagen, så det er meget anderledes fra hvad vi kender hjemmefra.

Jeg håber at der stadig er nogle der læser med her på bloggen trods stilheden og jeg vil blive meget glad for lidt kommentarer på vejen, når jeg nu forhåbentlig genfinder lysten til bloggeriet, for det er på mange måder givende at blogge - især når man fornemmer at der er nogen på den anden side af skærmen...

God weekend til Jer!

fredag den 11. juli 2014

Mere oprydning, stoffer på Etsy og nyt Lego

Oprydningen herhjemme fortsætter og efter at vi har set på muligheder for hjemtransport er planen at få solgt så meget som muligt inden vi flytter hjem til Danmark til februar. Det vil desværre sige at der ikke kommer møbler og lignende store ting med hjem, men de ting vi er gladest for skal der nu nok blive plads til.

Pyrex-samlingen bliver noget nær halveret i nærmeste tid og det samme med samlingen af børnebøger. Også stoflageret gås i denne tid igennem med hård hånd og noget af det kommer løbende på Etsy.

Af de i alt syv varianter jeg har af stoffet her er nu de fem at finde i min Etsy-butik. De sidste to er ikke blevet foreviget og bliver liggende på gemmehylden lidt endnu. Men nu må vi se, hvor længe, for jeg tror den skal minimeres den kommende tid.

Også stoffet med de søde 70'er-børn er det kommet lidt af på Etsy.

Disse to er også blandt de nye stoffer i butikken og lidt atypiske med henholdvis det ret eventyrlige og farverige stof øverst og det paisley-agtige mønster nederst.



Her glæder vi os til at bruge noget af vores kommende weekend på at besøge en Lego-udstilling, hvor vi kan nyde kreationerne, som entusiaster har bygget. For nyligt købte vi disse to mindre sæt og hyggede os med at samle dem en eftermiddag, da børnene var syge.


Apropos Lego var jeg så heldig at vinde Julias give away med et sandwich-sæt Duplo for nylig. Det vakte stor glæde hos børnene, da Stinus havde det med hjem fra Danmark.

God weekend!
 
Related Posts with Thumbnails